Khaled Bahray overlevede den farefulde flugt fra Afrika til Tyskland. Det var en to minutters gåtur ned til det lokale supermarked, der mandag aften kostede ham livet.
Den 20-årige blev fundet død i en forstad til Dresden tidligt tirsdag morgen. Han blev dræbt af flere knivstik i hals og bryst. "Det så forfærdeligt ud." Sådan citerer nyhedsportalen Mopo24 et øjenvidne, der fandt Khaled Bahray liggende i en blodpøl.
Alligevel afviste politiet i Dresden i første omgang, at der skulle være tale om et drab.
- På gerningsstedet fandt vi ingen tegn på, at der var blevet udøvet vold, udtalte politiets pressetalsmand til avisen Süddeutsche Zeitung i går.
Politiet gik ganske vist ud fra en "unaturlig" dødsårsag. Men Khaled Bahrays død kunne ifølge talsmanden også skyldes "sygdom, et styrt eller et selvmordsforsøg."
Politiet erkender: Det var drab
Den forklaring såede flere tyske medier berettiget tvivl om. Og Dresdens politidirektør har efterfølgende erkendt, at der er tale om et drab - selv om man endnu ikke kender hverken motivet eller det konkrete forløb.
Alligevel er Khaled Bahrays død hurtigt blevet benzin på en ulmende tysk racismedebat.
På de sociale medier anklages politiet for at ville feje drabet ind under gulvtæppet. Fordi Khaled Bahray var flygtning. Fordi man ikke kan udelukke, at drabet kan være racistisk motiveret.
25.000 mod indvandrere
Sådan et drab vil ikke se godt ud i en by, der i øjeblikket er præget af store demonstrationer, rettet - ikke mindst - mod indvandrere.
I mandags sluttede 25.000 mennesker op om den såkaldte Pegida-bevægelses hidtil største demonstration. Kort efter blev Khaled Bahray dræbt.
Så nu løber spekulationerne: Er der en mulig sammenhæng? Kan drabet være begået af en vildfaren Pegida-tilhænger? Eller kan den brandfarlige stemning i byen have dannet grobund for drabet?
Debatten får yderligere brændstof af hadske kommentarer på nyhedsportalen Mopo24’s Facebook-side.
Nogen skriver, at Khaled Bahray jo bare var en ”Bimbo” - racistisk tysk slang for folk fra det afrikanske kontinent. ”Han var sikkert på crack og faldt ud af et vindue,” skriver en anden. Nogle fryder sig over, at der nu er en flygtning mindre, ”der lever på vores bekostning.” Flere kritiserer, at Pegida-tilhængere mistænkes for drabet: ”Hvis nogen kører en kat over i morgen, er det så også Pegidas skyld???”
Her er Mopo24’s opslag på Facebook, som udløste hadske kommentarer. Mange af kommentarerne er efterfølgende blevet slettet:
Journalisten Marcus Engert har samlet de mest hadske kommentarer - inden de blev slettet - i en artikel hos Storify.
Tvivl om hændelsesforløb
I aftes samledes 200 demonstranter i Dresden for at mindes 20-årige Khaled Bahray. På lørdag vil man arrangere en antiracistisk demonstration i den dræbte flygtnings navn. Khaled Bahray er altså allerede blevet en galionsfigur for Tysklands voksende anti-Pegida-bevægelse.
Her er et eksempel på en invitation til en demonstration under hashtagget #KhaledIdrisBahray:
https://twitter.com/AntifaRLB/status/555706624317616128
Men hvad nu, hvis drabet slet ikke var racistisk motiveret? Lige nu vokser tvivlen på de sociale medier. For lidt efter lidt siver der nye informationer ud om hændelsesforløbet mandag aften:
Da Khaled Bahray fortalte sine medbeboere, at han ville gå i supermarkedet, undrede de sig tilsyneladende - fordi det på det tidspunkt allerede havde lukket. Dertil kommer, at den dræbte ikke blev fundet på vejen til supermarkedet, men på en afsides side af boligblokken, hvor han boede.
Havde Khaled Bahray i virkeligheden andre, lyssky planer? Og er det ikke tænkeligt, at han blev dræbt af andre flygtninge i blokken? Noget lignende skete i et flygtningecenter i Berlin sidste år.
Hvis det er tilfældet, kan Khaled Bahray komme til at spille en helt anden rolle i debatten. Så risikerer han i stedet at blive galionsfigur for Pegida.
Bevægelsen har nemlig hele tiden advaret mod kriminelle flygtninge.
I et interview med britiske The Guardian afviser Pedigas leder Lutz Bachmann, at bevægelsen på nogen måde skulle være indblandet i drabet:
- Det ligner et internt opgør, og at give os skylden er utilstedeligt. Men der er mange mennesker derude, som prøver at beskylde os for mange ting lige nu.
Hvis du er interesseret i løbende opdatering af nyt fra Tyskland, kan du følge korrespondent Michael Reiter på Twitter:
https://twitter.com/reiterberlin/status/555497841905635328