Mystisk bannermand kritiserer landets top på bro i Beijing

'Styrt den diktatoriske landsforræder Xi Jinping,' stod der på et af de bannere, der blev sat op i Kinas hovedstad.

Bannermanden havde angiveligt også lavet et bål på broen for at skabe opmærksomhed. Han er nu i myndighedernes varetægt. (© Delt på Wechat)

To bannere i den kinesiske hovedstad, Beijing, har fået masser af opmærksomhed i både Kina, men også i resten af verden.

På et af bannerne, der blev sat op torsdag ved en stor vej i hovedstaden, står der blandt andet: "Gå i strejke, styrt den diktatoriske landsforræder Xi Jinping".

På det andet står der: "Nej til covid-test. Vi vil have mad, nej til lockdowns, vi vil have frihed, nej til løgne, vi vil have værdighed. Vi vil ikke have kulturrevolutioner, vi vil have reformer, vi vil ikke have ledere, vi vil have stemmeret, vi vil ikke være slaver, vi vil være borgere".

Selvom to bannere kan lyde ret så ligegyldigt, så er det på ingen måde tilfældet, lyder det fra DR's kinakorrespondent, Philip Roin.

- Den her slags protester direkte mod styret, hvor Xi Jinping bliver nævnt ved navn, er uhyre sjældent. Det er vildt, og det er det af tre grunde, siger Philip Roin.

På billedet kan man se den såkaldte bannermand, der angiveligt har forklædt sig som vejarbejder. (© Delt på Wechat)

For det første går kritikken direkte mod toppen af partiet og generalsekretæren for Kinas kommunistparti, Xi Jinping.

For det andet er bannerne kommet op i Beijing, der ifølge Philip Roin er en af de mest overvågede og kontrollerede byer i Kina.

Og for det tredje begynder det kommunistiske partis kongres i netop Beijing på søndag, hvor 2.300 delegerede fra hele Kina er samlet i hovedstaden. Her skal den næste femårsplan for Kina vedtages, og partiets nye ledelse skal udpeges – heriblandt også Xi Jinping.

Stor utilfredshed med styrets coronapolitik

Ikke nok med at bannerne er blevet set af trafikanterne i Beijing, så har budskabet også spredt sig som en steppebrand på det kinesiske internet, fortæller Philip Roin.

- Det er blevet delt i sådan en grad, at styret har censureret ord som Beijing, bro, helt, modig og sætningen "jeg så, hvad der skete". Manden, der angiveligt satte begge bannere op, er blandt befolkningen blevet døbt bannermanden, og det ord er også censureret, fortæller Philip Roin.

Utilfredsheden i Kina skyldes primært de massive lockdowns, som rammer rigtig mange kinesiske byer. På grund af myndighedernes nultolerance angående covid-19 kan en by lukkes ned, hvis der blot er ét coronatilfælde. Ifølge CNN er mere end 300 millioner personer ramt af lockdowns alene i den forgangne måned.

Philip Roin, der netop nu selv sidder i karantæne, fortæller, at det kinesiske styre blandt andet holder fast i sin hårde coronapolitik, fordi styret er stolt over, hvordan man i de to forgange år er lykkedes med at bremse virussen ved Kinas grænser.

Desuden skyldes det, at mange ældre kinesere ikke er vaccineret tilstrækkeligt, så man risikerer masseindlæggelser af ældre, hvilket sundhedssystemet ikke er gearet til.

Men den fortsatte nul-covid-politik med rullende nedlukninger og indespærringer har skabt udbredt utilfredshed med regeringens politik, og det har gjort episoder som den med bannermanden i Beijing til folkesager i Kina, fortæller han.

Risikerer lang straf

Den såkaldte bannermand, der satte bannerne op forklædt som vejarbejder, er allerede anholdt af myndighederne, men hans identitet er stadig ukendt for offentligheden.

Ifølge Philip Roin er gætterierne på internettet i fuld gang om, hvem han er. Både hos dem, der via VPN har adgang til vestlige sociale medier, men også på det censurerede kinesiske internet, hvor brugerne omskriver sætninger og ord for at komme uden om kinesisk censur.

Stor tvivl er der dog ikke om, at bannerhændelsen vil få konsekvenser.

Kinas præsident Xi Jinping forventes at blive genvalgt som landets leder under partikongressen, der begynder søndag. (Foto: © Nóel Celis, Ritzau Scanpix)

- Der kommer til at rulle hoveder i Beijing – både på politisk niveau og på politiniveau. Jeg har ingen ide om, hvilket straf manden bag bannerne risikerer at få. Men han risikerer nok at blive tilbageholdt i så mange år, at kineserne vil nå at have glemt alt om sagen, siger Philip Roin.

Flere systemkritikere og aktivister har i den seneste tid oplevet at blive chikaneret af de kinesiske myndigheder, skriver The Guardian. Ifølge Philip Roin er det helt normalt, at grebet bliver strammet op til det kommunistiske partis kongres.

Han fortæller, at der blandt andet lige nu er begrænsninger på, hvor meget man må kopiere i kopibutikker for at udgå, at folk deler systemkritiske flyers ud.

Det forventes, at Xi Jinping fortsætter som generalsekretær. Det vil i så fald blive hans tredje periode som Kinas leder, som den første leder siden Mao Zedong.