Mysteriet fortsætter: Flere amerikanske diplomater i Cuba med høretab og hjerneskader

USA mistænker et akustisk angreb, men diplomaternes symptomer stemmer ikke overens.

Mindst 21 amerikanske diplomater er ramt af mystiske symptomer efter at have været udstationeret i Cubas hovedstad, Havana. På billedet ses den amerikanske ambassade på Cuba. (Foto: © ALEXANDRE MENEGHINI, Scanpix)

Mindst 21 amerikanske diplomater i Cuba er ramt af uforklarlige symptomer.

Diplomaterne lider af høretab, koncentrationsbesvær og talevanskeligheder. Flere af diplomaterne er ligeledes blevet diagnosticeret med en mild hjerneskade.

Dermed fortsætter et af de mest opsigtsvækkende internationale mysterier i nyere tid.

Det hele startede i efteråret 2016, hvor en række amerikanske diplomater begyndte at lide af uforklarligt høretab.

Amerikanske topdiplomater har senere kaldt det for et helbredsangreb. Mistanken går på, at de amerikanske diplomater har været udsat for et angreb med et akustisk våben.

Nyhedsbureauet AP erfarer, at nogle af angrebene er snævret ind til specifikke værelser - i nogle tilfælde til specifikke dele af værelserne. Flere af de ramte diplomater fortæller nyhedsbureauet, at de kunne høre en pinefuld lyd, når de lagde sig i deres seng.

De amerikanske diplomater har identificeret lyden i deres hjem og på mindst ét hotel, viser de nye oplysninger fra AP. Hotellet er det nyligt renoverede Hotel Capri, der ligger tæt på Havanas ikoniske havnepromenade.

Ingen har dog endnu kunne registrere, hvad det er for et fænomen, der har ramt diplomaterne.

Udover amerikanske diplomater er også mindst en canadisk diplomat ramt.

Symptomer forvirrer eksperter

Fælles for diplomaterne er, at de alle har fået høre- eller hjerneskader. Nogle har også problemer med at tale, koncentrationsbesvær og tegn på hjernerystelser.

Og det undrer amerikanske eksperter. De mange symptomer stemmer simpelthen ikke overens med de symptomer, diplomaterne burde have, hvis de havde været udsat for et akustisk våben.

Det bekymrer embedsværket i USA, for intet af hvad der er foregået i Havana står endnu klart. Efterforskere har undersøgt forskellige teorier om, hvad der kan være sket, men har endnu ikke fundet hverken motiv eller årsag.

Også lydeksperter er dybt forundrede. Det er fysisk muligt at lave målrettede stråler af lyd, men en anordning i stand til dette vil være stor og ikke nem at gemme af vejen.

Cuba nægter involvering

Da forlydender om de første angreb kom frem, blev to cubanske diplomater sendt hjem fra Washington, som en slags straf for, at Cuba ikke passede ordentligt på de amerikanske diplomater i Cuba.

Dengang udsendte Cubas udenrigsministerium en udtalelse, hvori de nægtede alle former for involvering og lovede at samarbejde med amerikanerne for at løse mysteriet. I udtalelsen stod der:

- Cuba har aldrig, og vil aldrig, tillade at cubansk territorium bliver brugt i nogen form for handling mod akkrediterede diplomatiske agenter eller deres familier. Dette er uden undtagelse.

Amerikanske efterforskere har arbejdet ud fra flere forskellige teorier om, hvem der kunne stå bag, deriblandt den cubanske efterretningstjeneste, en uregerlig del af den cubanske hær, og Rusland, der har tætte bånd med den cubanske regering.

Indtil videre er det dog ikke lykkedes de amerikanske efterforskere at komme tættere på, hvem der måtte stå bag angrebene.