Myndighederne i Venezuela angriber oprørere

Syv er anholdt mistænkt for at deltage i angreb mod præsident Nicolas Maduro.

Flere hundrede demonstranter var på gaden i landets tredje største by Valencia for at protestere mod præsident Nicolas Maduro. (Foto: © RONALDO SCHEMIDT, Scanpix)

De venezuelanske myndigheder har i dag overmandet en mindre oprørsgruppe på en militærbase i nærheden af ​​byen Valencia i det nordlige Venezuela, da den forsøgte at angribe basen.

To personer er blevet dræbt og otte anholdt, fordi de mistænkes for at have deltaget i et angreb mod regeringen og den upopulære venstreorienterede præsident Nicolas Maduro.

Anholdelserne sker samtidig med, at der i Valencia har været demonstrationer hele dagen mod regeringen.

Flere hundrede mennesker har været på gaden for at udtrykke deres utilfredshed og støtte den oprørsbevægelse, som myndighederne har slået ned på.

Ifølge Reuters har en video tidligere i dag floreret på de sociale medier, der viser en gruppe mænd i militæruniform. I front står den tidligere kaptajn i militæret Juan Carlos Caguaripan og opfordrer til at gå imod præsident Nicolas Maduro og hans regering.

Foto: AFP (Foto: © ho, Scanpix)

- Vi kræver en øjeblikkelig dannelse af en overgangsregering. Dette er ikke et kup. Det er en borgerlig og militær indsats for at genoprette forfatningsorden. Og udover det for at redde landet fra total ødelæggelse, siger han i videoen ifølge Reuters.

Venezuela har i flere måneder været ramt af uroligheder. Senest er landets statsanklager Luisa Ortega, som de seneste måneder har været en udtalt kritiker af præsident Nicolas Maduro, blevet afsat med magt og erstattet af en regeringsvenlig afløser.

Indtil videre har den eskalerende konflikt fået over 15.000 venezuelanere til at flygte til nabolandet Brasilien i år. ​

Situationen i Venezuela

  • Præsident Nicolás Maduro overtog magten i Venezuela efter Hugo Chavez' død i 2013.

  • Han overtog en svigtende økonomi, der siden kun er blevet værre.

  • I 2016 tabte 75 procent af befolkningen sig i snit 8,5 kilo på grund af fejlernæring.

  • De faldende levestandarder og indskrænkning af en række velfærdsydelser har ledt til protester mod regeringen.

  • I april har højesteretten frataget det folkevalgte parlament magten.