Myanmar: Historisk fredskonference åbnet

Myanmars Suu Kyi: Hvis alle deltager, så vil vi virkelig kunne opbygge det demokrati, som vi har drømt om.

Suu Kyis parti, National Liga for Demokrati (NLD), sikrede sig absolut flertal ved det historiske parlamentsvalg i november, og parlamentet samles første gang i april. (Foto: © HEIN HTET, Scanpix)

Myanmars Aung San Suu Kyi åbnede onsdag en stor fredskonference med en appel om enhed, i håb om at det vil lykkes at få stoppet konflikter mellem militæret og en lang række forskellige oprørsgrupper blandt landets etniske mindretal.

Blandt andet bliver der udkæmpet blodige konflikter i grænseområderne i landet, der har omkring 51,5 millioner indbyggere.

Aung San Suu Kyi, der har siddet i husarrest i 15 år, har gjort fredsprocessen til den vigtigste prioritering for hendes administration.

Den er under stort pres for at levere resultater efter at have vundet et historisk valg i november, hvormed mere end et halvt århundrede år med et militært støttet styre sluttede.

Mange af deltagerne i konferencen mødte op i stærkt udprægede etniske kostumer, med smykker, hatte og fjer og blandede sig med officerer, diplomater og politikere fra bamar-flertallet.

- Hvis alle, der deltager i fredsprocessen og dyrker forsoning til fordel for alle befolkningsgrupper, så vil vi virkelig kunne opbygge den demokratiske føderale union, som vi har drømt om, sagde Suu Kyi i sin åbningstale.

Det er planen, at delegerede skal mødes hvert halve år for at diskutere forskellige konfliktområder - blandt andet sikkerhed, politisk repræsentation, sprog, kultur og kontrollen med Myanmars råstoffer.

Myanmar er hjem for over hundrede etniske grupper med forskellige traditioner og kulturer.

Blandt dem, der var fraværende fra konferencen, var repræsentanter for landets 1,1 million rohingya muslimer, som undertrykkes og forfølges af deres buddhistiske naboer i den nordvestlige del af landet.

Myanmar fik tidligere i år landets første demokratiske regering siden 1962, da militæret tog magten.

/ritzau/AFP