Den hollandske bank Fortis har haft sparegrisen Knorbert som maskot, men snart bliver den skiftet ud for ikke at krænke muslimer, skriver Jyllands-Posten.
Banken har modtaget en række klager over sparegrisen, for ifølge islam er grisen et urent dyr.
En talsmand fra banken udtaler, at "Knorbert ikke lever op til de krav, som det multikulturelle samfund pålægger os".
Udleverer børneleksikon i stedet
Derfor leder banken nu efter en anden maskot, som den kan give til de yngste kunder. Kravet er, at den skal være sjov uanset børnenes tro og overbevisning.
Indtil en ny maskot er fundet, udleverer banken i stedet et børneleksikon.
Afviser pres fra islam
Efterfølgende har Fortis forsøgt at nedtone sagen og afvist, at banken lader sig påvirke af islam.
- Den korrekte historie er noget mere afbalanceret. Knorbert-produktet har simpelt hen nået slutningen på sin livscyklus, siger bankens talsmand Marianne Honkoop.
I Storbritannien er flere banker holdt op med at bruge grisen som maskot. De to britiske banker Halifax og NatWest holdt op med at uddele grise som sparegrise, fordi det kunne krænke muslimer.