Multimilliardærer og statsledere giver saltvandsindsprøjtning til grøn energi

Bill Gates, Mark Zuckerberg og 20 lande, heriblandt Danmark, deltager i initiativet, der skal fremme forskning inden for grøn energi.

USA er blandt de 20 lande, der tager del i den statslige del af initiativet. Her taler præsident Barack Obama mandag ved klimatopmødet i Paris. (Foto: © Stephane Mahe, Scanpix)

Giganter fra det internationale erhvervsliv slår nu pjalterne sammen med over 20 lande for at skrue tempoet op i det, de kalder "den globale rene energi-revolution."

Initiativet hedder 'Mission Innovation', som i dag ved klimatopmødet COP21 i Paris fremlægger en milliardinvestering i grøn energi.

Investeringen er en kombination af to initiativer: Ét, der er sammensat af cirka 30 private investorer, og ét, der består af 20 stater, heriblandt USA, Japan, Australien, Norge, Kina og Danmark.

Regeringernes penge skal bruges på forskning, der skal nedsætte omkostningerne ved den teknologi, som benyttes ved grøn energi. Bidragene fra de private investorer skal derefter bruges på at udvikle og sælge produkter til forsyning af grøn teknologi.

Det overordnede formål er at sikre, at grøn energi er et realistisk økonomisk alternativ for alle verdens lande.

Minister: Naturligt selskab

For Danmarks vedkommende betyder det, at regeringen vil øremærke i alt 580 mio. kr. til initiativer inden for "clean energy" ved hovedsageligt at styrke EUDP-programmet. Det oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

- Danmark har traditionelt haft en meget stærk position inden for forskning i ren energiteknologi. Det er grunden til, at vi er blevet inviteret til at deltage i Mission Innovation, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

- Vi hører hjemme blandt verdens førende lande her. Det ved amerikanerne godt. Derfor er det et naturligt selskab for os.

Facebook, Microsoft og Amazon

Blandt de private investorer kan man blandt andet finde tidligere administrerende direktør i Microsoft, Bill Gates, grundlæggeren af Facebook, Mark Zuckerberg, samt topchefer fra blandt andet Amazon, Virgin Group og Alibaba.

https://www.facebook.com/journalist.steffenkretz/videos/975022625869798/

Investorerne kommer fra alt fra USA over Kina til Frankrig, Indien, England, Saudi-Arabien, Sydafrika og Nigeria.

De private investeringer kommer dog ikke uden et forbehold.

Noget for noget

Alle de lande, der deltager i initiativet, skal nemlig som følge af aftalen, sigte efter at fordoble deres statslige research inden for grøn energi, samt deres investeringer inden for udvikling på området, i løbet af de kommende fem år.

- Den udmelding vil hjælpe med at sende et stærkt signal om, at verden er dedikeret til at hjælpe med at mobilisere de nødvendige ressourcer, for at lande i hele verden kan benytte grøn energi på omkostningseffektive måder i deres økonomier, siger talsmand for Det Hvide Hus, Brian Deese, ifølge The Guardian.

Fordoblingen af indsatsen på området svarer ifølge The Guardian til en investering på 20 milliarder dollar - cirka 140 milliarder danske kroner.

COP21, som er startet i dag, vil fortsætte de kommende to uger. Målet er en global klimaaftale frem mod 2020.