Mugabe afviser at gå af: Hvor skulle jeg gå hen?

Zimbabwes præsident Mugabe er netop fyldt 93 år. Det er blevet fejret med store armbevægelser i det fattige land.

Robert Mugabe under talen ved den overdådige fødselsdagsfejring i Matopos. (Foto: © Jekesai Njikizana, Scanpix)

Alder er tilsyneladende ingen hindring for Zimbabwes mangeårige præsident, Robert Mugabe, der tirsdag i denne uge fyldte 93 år.

Fødselsdagen er blevet markeret ugen lang med festligheder, og lørdag var ingen undtagelse i byen Matopos 600 kilometer fra hovedstaden Harare.

Her holdt Robert Mugabe tale og benyttede anledningen til at markere, at han ikke har planer om at træde tilbage.

- Folk, der er travlt optaget af at danne deres egne grupperinger, siger, at Mugabe må gå. Jeg spørger mig selv: Hvor skal jeg gå hen, sagde Robert Mugabe i talen, der også er blevet sendt på tv og i radioen.

- Det spiller ingen rolle, hvor frisk du måske føler dig. Beslutningen om at fortsætte med at leve og nyde livet tilhører den almægtige gud, siger han.

Iført en sort cowboyhat holdt den aldrende præsident ifølge internationale medier lange pauser undervejs i sin tale. Ifølge nyhedsbureauet AFP virkede han svækket og mumlede en hel del i talen, der varede over en time.

Men Robert Mugabe, der har siddet på magten i 37 år, vil efter alt at dømme også være på stemmesedlen, når der er præsidentvalg i 2018, hvor han vil være 94 år gammel.

Robert Mugabes fødselsdag er blevet markeret med store festligheder i over en uge, hvilket er faldet en del for brystet i Zimbabwe, hvor fødevaremangel er udbredt flere steder.

Fejringen menes at have kostet cirka to millioner dollar, skriver nyhedsbureauet dpa.

Zimbabwe har oplevet en økonomisk nedtur, arbejdsløshed og udvandring i de årtier, Robert Mugabe har været ved magten.

Se flere billeder fra den overdådige fest herunder:

  • Præsident Robert Mugabe beundrer fødselsdagskagen til den overdådige fødselsdagsfest. (Foto: © Jekesai Njikizana, Scanpix)
  • Der blev stablet et bjerg af æsker med kager indeni inden fødselsdagsfejringen i Matobo. (Foto: © AARON UFUMELI, Scanpix)
  • Robert Mugabe med barnebarnet Simba i matchende tøj. (Foto: © AARON UFUMELI, Scanpix)
  • Dagens fest blev holdt på en skole, der blev pyntet op inden Robert Mugabes ankomst. (Foto: © AARON UFUMELI, Scanpix)
  • Den massive fødselsdagskage vejede 93 kilo og er blot én i rækken af ekstravagante kager, der er blevet serveret til ugens fødselsdagsfester for præsidenten. (Foto: © AARON UFUMELI, Scanpix)
1 / 5

/ritzau/