Mubarak: Muslimer selv skyld i deres omdømme

Egyptens præsident, Hosni Mubarak, siger, at verdens muslimer bør overveje, hvorvidt de selv er ansvarlige for islams dårlige omdømme i vesten.

I en tv-tale funderede den egyptiske præsident Hosni Mubarak over, om muslimer ikke selv har en del af ansvaret for de mange fejlagtige tolkninger af islam. (Foto: © Khaled El Fiqi, Scanpix)

Egyptens præsident, Hosni Mubarak, siger, at verdens muslimer bør overveje, hvorvidt de selv er ansvarlige for islams dårlige omdømme i vesten.

I en tale i forbindelse med afslutningen på muslimernes fastemåned, ramadanen, sagde Mubarak i en tv-tale, at den muslimske verden står over for et voldsomt angreb, der beskriver islam forkert, og som fornærmer muslimernes hellige symboler og tro.

- Bærer vi muslimer ikke vores del af ansvaret for disse fejlagtige tolkninger af islam? Har vi gjort vores pligt for at rette op på islams og muslimers image, spurgte Mubarak.

Tid til ny religiøs kurs

Mubarak fokuserede ikke bare på muslimernes eget ansvar - han lagde også op til nye tider:

- Er det ikke tid til en ny religiøs diskurs, der fremmer tolerance og modsætter sig ekstremisme og radikalisme, sagde Hosni Mubarak, der har siddet ved magten i 25 år.

I samme tale understregede Egyptens præsident desuden, at de nye tider dog ikke må betyde flere fornærmelser mod den muslimske tro.

- Vi accepterer ikke fornærmelser mod vores tro med henvisning til mening- og ytringsfrihed, sagde Mubarak med adresse til bl.a. pavens udtalelser for nylig og de danske Muhammed-regningen.