- Toget vil i dag ikke stoppe ved Bruxelles Lufthavn.
Servicemeddelelsen fra højtalerne runger i den højloftede ankomsthal på Gare de Bruxelles-Central, byens hovedbanegård.
Det er mindre end 24 timer siden, at Belgiens hovedstad - heriblandt lufthavnen - blev ramt af flere dødelige terrorangreb, og dagen derpå er den offentlige transport stadig påvirket af det.
De første hold morgenpendlere er begyndt at ankomme til stationen, hvor der i dag går kampklædte betjene rundt blandt de rejsende. Men der langt færre passagerer end normalt.
Normalt er der meget larm
- Jeg har taget det her tog i 20 år, og der var ikke så mange med som normalt. Normalt er der også meget mere larm på toget, men folk var stille i dag og sad og læste deres aviser, siger Philippe Henon, der arbejder som talsmand for Unicef, og peger rundt i hallen.
- Man kan også se, hvordan folk skynder sig for af komme ud. Det er ikke normalt. Philippe Henon var selv lidt nervøs, da han steg ombord på toget.
- Men det bedste signal at sende til terroristerne er, at vi vender tilbage til arbejdet.
Ikke nervøs
Det er netop det, de fleste af dem skal.
De har møder, de skal nå, og eftersom dele af metroen ikke kører i dag, må de finde alternative rejseruter for at nå frem. Heriblandt gåben.
- Jeg tager normalt metroen, men mit stop ligger et stop fra den station, der blev ramt i går, så jeg må gå dertil i dag, siger Peter Persoone, der lige er ankommet med et tog.
Han var dog ikke nervøs for at sætte sig ombord på toget i morges.
- Det var anderledes i går. Der var det tæt på. Men nu skal hverdagen jo bare i gang igen, siger han, inden han smyger sig forbi de bedre rejsende.
Frygten kan jo ikke overtage
Christophe Van Gool er heller ikke nervøs, selvom han sagtens kan mærke, at denne onsdag ikke er som andre onsdage.
- Der er en mærkelig atmosfære her. Der er langt færre mennesker end normalt, men folk er meget rolige. Vi kan jo ikke lade frygten overtage, for så har terroristen vundet. Vi må leve videre, siger han, inden han smutter ud af stationen.
https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1144884522228737