Mistanke om samarbejde mellem politi og højrekræfter i Tyskland

Flere grupper på det ekstreme højre har offentliggjort en fortrolig arrestordre.

Politiet var underbemandet, da demonstrationer i Chemnitz udviklede sig voldeligt. (Foto: © ANDREAS SEIDEL, Scanpix)

I går aftes offentligjorde en central figur på den tyske højrefløj et dokument, som han absolut ikke burde være i besiddelse af, på sociale medier.

Dokumentet er en autentisk arrestordre fra politiet i delstaten Sachsen mod en 22-årig iraker, som er mistænkt for at have dræbt en 35-årig mand i byen Chemnitz - et drab, der førte til omfattende demonstrationer og uroligheder i den østtyske by søndag og mandag.

Afsenderen af dokumentet hedder Lutz Bachmann og er grundlægger af den højreorienterede protestbevægelse Pegida, der var tilstede under demonstrationerne i Chemnitz. Andre grupper, som deltog i urolighederne, har også offentliggjort arrestordren, oplyser ARD.

Lækagen af det fortrolige dokument, der indeholder den mistænktes fulde navn, nærer en udbredt mistanke om, at der findes et samarbejde mellem elementer i politiet i Sachsen og de ekstreme højregrupper, skriver The Guardian.

Mistanken har for eksempel givet politiet i delstaten et nyt øgenavn, "Pegizei", som er dannet af navnet Pegida og det tyske ord for politi: Polizei.

Politiet er i forvejen ramt af hård kritik for at have sendt for få politifolk på gaden for at håndtere protesterne i Chemnitz.

Først lød den officielle forklaring, at man havde undervurderet antallet af demonstranter. Siden er det dog kommet frem, at politiet forinden var blevet advaret om demonstrationernes omfang af andre myndigheder.