Mistænkt tunesers fingeraftryk knyttes til lastbil

Tysk politi har endnu ikke bekræftet historien.

Julemarkedet nær Kaiser-Wilhelm-Gedaechtniskirche er genåbnet i dag, tre dage efter angrebet. (Foto: © TOBIAS SCHWARZ, Scanpix)

Ifølge unavngivne politikilder har tysk politi fundet fingeraftryk fra den eftersøgte tuneser, 24-årige Anis Amri, på døren til den lastbil, der blev benyttet som våben under terrorangrebet på et julemarked i den tyske hovedstad mandag aften.

Det skriver flere tyske medier, heriblandt Suddeutsche Zeitung og NDR, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De tyske myndigheder har dog endnu ikke officielt bekræftet oplysningerne om Amris fingeraftryk.

Dusør og efterlysning

12 personer blev dræbt og 48 såret, da lastbilen ved 20-tiden mandag aften pløjede ind i menneskemængden på det travle julemarked.

I første omgang var en ung pakistansk mand anholdt i sagen, men han blev siden løsladt og frikendt for mistanke.

Kort efter gik det tyske politi ud med efterlysningen af den 24-årige Amri. Myndighederne udlover samtidig en dusør på 100.000 euro for oplysninger, der kan føre til Amris anholdelse.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat har taget skylden for angrebet, som vækker minder om det voldsomme angreb, der fandt sted i Nice på Bastille-dagen.

Her blev der også brugt en lastbil som gerningsvåben. 86 personer dræbt og hundredvis kvæstet.