Mistænkt i giftdrabssag: Jeg er offer for plot mod Nordkorea

Malaysisk politi beskyldes for at tvinge oplysninger ud af løsladt nordkoreaner i sag om drab på Kim Jong-uns bror.

Sikkerhedsfolk indsamler bevismateriale i den internationale lufthavn i Kuala Lumpur. (Foto: © FAZRY ISMAIL, Scanpix)

En nordkoreaner, der var anholdt i forbindelse med giftdrabet på Kim Jong-nam i Malaysia, var offer for en sammensværgelse imod Nordkorea, som de malaysiske myndigheder står bag.

Det siger den nu løsladte mand uden for Nordkoreas ambassade i Beijing.

Han anklager samtidig Malaysia for at forsøge at tvinge en tilståelse ud af ham i sagen.

Nordkoreaneren blev anholdt umiddelbart efter drabet på Kim Jong-nam, der er halvbror til Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

Men fredag blev han løsladt og siden deporteret, efter at de malaysiske myndigheder ikke kunne finde nok beviser til at rejse tiltale mod ham.

To kvinder, en vietnameser og en indoneser er tiltalt for drabet.

Den løsladte mand understreger, at han ikke var i lufthavnen og ikke anede, at hans bil blev brugt i forbindelse med drabet.

Malaysiske myndigheder mistænker fortsat syv nordkoreanere for at have forbindelse til drabet, heriblandt en diplomat og en ansat ved et flyselskab.

Fredag udsendte myndighederne en arrestordre på den ansatte ved flyselskabet.

Forholdet mellem Nordkorea og Malaysia er blevet forværret siden Kim Jong-nams død.

/ritzau/