Mistænkt bag lastbilangreb vil have sunnimuslimsk forsvarer

Hovedmistænkt bag fredagens lastbilangreb er IS-sympatisør og fra Usbekistan.

Byretten har givet afslag på mistænkts anmodning om at få en sunnimuslimsk forsvarer. (Foto: © Jonathan Nackstrand, Scanpix)

Den 39-årige hovedmistænkte bag fredagens lastbilangreb i den svenske hovedstad, Stockholm, har anmodet om at få en ny forsvarsadvokat, der er sunnimuslim.

Det fremgår af en begæring, som den beskikkede forsvarer, Johan Eriksson, har afleveret i byretten i Stockholm, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Ifølge NN kan kun en advokat med den baggrund forsvare hans interesser på bedste vis, står der i begæringen.

Byretten har dog givet afslag på anmodningen.

Afslag på opholdstilladelse

Den mistænkte skal tirsdag formiddag foran en dommer. Her vil anklagemyndigheden begære ham varetægtsfængslet.

Den hovedmistænkte er usbeker med fire børn, et arbejde i byggebranchen og en stærk sympati til den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

Ifølge svensk politi ansøgte usbekeren om permanent opholdstilladelse i Sverige i 2014, men han fik afslag i slutningen af 2016.

Herefter skulle han have forladt landet. Det gjorde han dog ikke, og derfor var manden allerede eftersøgt af politiet, inden han fredag angiveligt kørte en lastbil ind i et varehus i Stockholm.

Angrebet har kostet fire mennesker livet, mens 15 er blevet såret.

De døde er en svensk pige i skolealderen, en svensk kvinde fra Uddevalla, en 41-årig britisk mand med bopæl i Stockholm og en 31-årig kvinde fra Belgien.

Den mistænkte blev anholdt fredag. Søndag blev yderligere en person anholdt i forbindelse med angrebet.

Derudover er et antal personer fængslet. Politiet ønsker ikke lige nu at give for mange detaljer, men sagde søndag, at "omkring fem, knap fem" er tilbageholdt.

/ritzau/