Pludseligt tirsdag formiddag dukkede billeder af to danske ministre op på Rwandas udenrigsministeriums twitterprofil.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er rejst til Rwanda og har i den forbindelse underskrevet to aftaler, hvor parterne lægger op til et tættere asyl- og migrationssamarbejde.
Det bekræfter Udenrigsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet i en mail til DR Nyheder.
- Der er ikke tale om forpligtende aftaler, men de udgør en fælles ramme for det fremtidige samarbejde. De to regeringer vil bruge det næste stykke tid på at drøfte konkrete områder, hvor samarbejdet kan styrkes, skriver ministeriet.
Udviklingsminister: 'Rwanda er et innovativt land'
De to danske ministre afviser at tale med den danske presse om deres besøg i Rwanda, der ifølge udenrigsministeriet er sat til at vare fire dage.
- Jeg tror, at alle kan mærke den gode stemning, sagde udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) efter underskrivelsesceremonien i går.
- Vi kommer til at samarbejde på flere områder (...) Vi har viljen, vi har den gode energi, fordi vi er to små lande. Vi fokuserer meget på Afrika, og vi har set, at Rwanda er et innovativt land, og jeg tror, at vi får et godt samarbejde i fremtiden, lød det fra ministeren på et pressemøde, hvor altså kun journalister fra Rwanda var inviteret.
Det lokale medie Kigali Today har udgivet en video af mødet mellem repræsentanterne fra Rwanda og Danmark. Her kan du se et kort klip fra udviklingsminister Flemming Møller Mortensens tale:
Hvorfor Rwanda?
Det vides ikke, præcis hvad aftalerne indeholder.
Den danske regering har længe haft et ønske om at etablere et modtagercenter for asylansøgere i et tredjeland. Og Rwanda har som det eneste land hidtil, meldt sig interesseret i sådan et samarbejde, siger DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen.
- Der har længe været meget stor interessere omkring Rwanda. Vi ved, at turen har været et ønske for den danske regering i lang tid, men at den på grund af coronapandemien har været sat på stand by. Nu er den så i gang - men det ved vi kun, fordi Rwandas udenrigsministerium udsendte fotos af underskrivelsen, siger han:
- De to danske ministre afviser at tale med den danske presse. Og vi kan derfor ikke få bekræftet, om parterne har diskuteret - eller aftalt - at Rwanda i fremtiden skal modtage nogle af Danmarks asylansøgere.
Rwandas udenrigsministerium udsendte i går flere billeder fra mødet på Twitter og Facebook:
Tilbage i 2019 skabte Rwanda et modtagercenter for asylansøgere, der var strandet i Libyen. Dengang fik landets præsident, Poul Kagame, international ros for aftalen, der ville sende op til 30.000 strandede asylansøgere til Rwanda.
To år senere har centeret i Rwanda dog kun modtaget omkring 500 asylansøgere, viser tal fra FN. Og det til trods for at en række lande, EU og også Danmark har støttet lejren massivt, fortæller Søren Bendixen.
- Danmark har på nuværende tidspunkt bidraget med 51 millioner kroner. Og det vil altså sige, at vi lige nu har støttet hver enkelt ansøger i modtagecentret med 100.000 kroner, siger han.
Brug for venner
Mens den danske interesse i et tættere samarbejde med Rwanda virker ganske klar, er det anderledes vanskeligt at pege på, hvorfor Rwanda har interesse i at hjælpe lande som Danmark.
Ifølge Søren Bendixen har Rwanda og præsident Poul Kagame brug for venner og positiv omtale, siger han.
- Det her har virkelig været effektivt til at skabe god omtale for en mand, der bevæger sig mere og mere i retning af en dikatorisk stil og som slår hårdt ned på enhver opposition. Han er uden tvivl meget tilfreds med, at Danmark underskriver en samarbejdstale og leverer roser til Rwanda.