Det amerikanske justitsministerium vil anke et påbud, der forhindrer præsident Donald Trump at gennemføre nye og reviderede indrejseforbud, skriver Reuters.
Beslutningen om påbuddet er blevet truffet af en føderal dommer i delstaten Hawaii, og det bliver appeldomstolen i San Francisco, der skal tage stilling til justitsministeriets appel.
Det var samme appeldomstol, der i februar valgte at forlænge suspenderingen af den første version af Donald Trumps indrejseforbud.
Den føderale dommer på Hawaii besluttede i onsdags, at påbuddet mod det reviderede indrejseforbud skal gælde, indtil delstatens retssag om at standse direktivet er endeligt afgjort.
Hawaii mener, at Trumps indrejseforbud diskriminerer muslimer og er i strid med den amerikanske forfatning.
Trumps nye forbud omfatter borgere fra seks lande mod før syv, da Irak er blevet slettet fra listen.
Syrien, Libyen, Somalia, Sudan, Iran og Yemen er fortsat omfattet af forbuddet.
/ritzau/