Mindst to ramt af skud i Ferguson på årsdagen for Brown-drab

Flere skud er blevet affyret i den amerikanske by, der flere gange det sidste år har været genstand for uroligheder. To er ramt.

En betjent fra St. Louis County police tager dækning bag en bil efter flere skud er blevet affyret i byen Ferguson. (Foto: © Michael B. Thomas, Scanpix)

Nye uroligheder er brudt ud i den amerikanske by Ferguson i delstaten Missouri på årsdagen for drabet på den ubevæbnede 18-årige teenager Michael Brown.

Mindst to personer er ramt af skud under urolighederne, siger det lokale politi. Det er sket efter betjente i byen er er blevet beskudt, hvorefter de som modsvar har affyret skud retur mod demonstranterne.

Nogle amerikanske medier rapporterer om, at der skal være affyret mere end 50 skud. Ifølge AFP er mindst en demonstrant kommet til skade under urolighederne.

Skuddene falder på étårsdagen for den sorte teenager Michael Browns død 9. august 2014, hvor han blev skudt og dræbt af en hvid betjent.

https://twitter.com/sarasidnerCNN/status/630590543664402432

Massive raceuroligheder det seneste år

Siden har Ferguson været plaget af massive uroligheder og optøjer mellem politi og vrede indbyggere i byen, der har beskyldt politiet for racisme.

I forbindelse med en undersøgelse af politikorpset i Ferguson i kølvandet på drabet på Michael Brown, blev en betjent afskediget for at sende racistiske e-mails.

Indtil søndag aften, amerikansk tid, havde markeringen af årsdagen for drabet ellers forløbet fredeligt.

https://twitter.com/stlcountypd/status/630603701682483200