Det var "desværre primært en tragisk menneskelig fejl", der var skyld i togulykken i Grækenland kort før midnat i aftes.
Det har den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, netop sagt i en tv-transmitteret tale til nationen.
- Folk vil blive holdt ansvarlige, mens staten vil være på folkets side, sagde Mitsotakis.
Togulykken omtales som den værste i mands minde i Grækenland og fik tidligere i dag landets transportminister, Kostas Karamanlis, til at trække sig fra posten.
I en udtalelse sagde den afgående minister, at hans afgang er "det mindste, han kunne gøre for at ære ofrenes minde".
Ministeren sagde samtidig, at staten i 3,5 år havde forsøgt at forbedre den græske jernbane, der ikke var tidssvarende.
- Desværre var disse bestræbelser ikke nok til at forhindre en sådan ulykke. Og dette er meget tungt for os alle og for mig personligt, sagde Kostas Karamanlis og påtog sig ansvaret for statens "langvarige svigt".
Mindst 38 personer omkom, efter et passagertog med 352 mennesker ombord kolliderede med et godstog med to personer ombord sent i aftes. De to tog kørte på samme spor med høj hastighed og styrtede frontalt ind i hinanden.
- Det er helt entydigt, at der er sket en kæmpe stor fejl. Og det gør det endnu mere tragisk. Man leder efter en menneskelig fejl, siger Klavs A. Holm, der er Danmarks ambassadør i Grækenland.
Dødstallet ventes at stige på grund af voldsomheden af sammenstødet, der fik togvogne til at flyve af sporet, og i den forreste vogn steg temperaturen til 1.300 grader celcius, da den stod i flammer, oplyser talsmanden for brandvæsenet, Vassilis Varthakogiannis, til Reuters.
72 blev indlagt på hospitalet efter ulykken. De 15 er blevet udskrevet igen, mens de resterende 57 bliver behandlet for kvæstelser. Heraf er seks personer i kritisk tilstand.
Det elektroniske togsystem 'virkede ikke'
Der er nu erklæret tre dages landesorg i Grækenland, og en stationsforstander fra byen Larissa - der var sidste stop inden ulykken - er blevet anholdt og sigtet for drab.
- Der skulle have været foretaget et sporskifte, der skulle ske manuelt. Om der er blevet trykket på nogle knapper eller ikke, er man nu i gang med at undersøge, siger ambassadør Klavs A. Holm fra Grækenland.
Passagertoget var netop kommet ud af en tunnel nær byen Larissa i den centrale del af Grækenland, da sammenstødet fandt sted i aftes.
Ifølge formanden for Grækenlands forening for togpersonale (P.E.P.E.), Kostas Genidounias, havde det elektroniske togsystem ikke virket "i lang tid".
- Det fungerede ikke. Hverken signalerne eller styresystemet. Ellers ville togførerne have set advarselslamperne, og togene ville have stoppet i en afstand af 500 meter fra hinanden.
I et interview med den græske radio, ERT, siger formanden for togpersonalet, at "det hele foregår manuelt":
- Vi opererer manuelt på strækningen Athen-Thessaloniki, siger Kostas Genidounias.
Herunder kan du høre mere af ERT's interview med Kostas Genidounias:
Grækenland på EU's førsteplads i dødelige togulykker
Jernbanesikkerhed har længe været et problem i Grækenland, viser blandt andet en undersøgelse fra Mediterranean Institute for Investigative Reporting (MIIR), der blev offentliggjort i 2019.
Den viste, at Grækenland indtog førstepladsen i EU, når det gjaldt antallet af døde som følge af jernbaneulykker i forhold til de kilometer, der blev kørt med tog i landet i løbet af et år.
Samme institut rapporterede i 2020, at det europæiske togkontrolsystem (ETCS) næsten ikke blev brugt på nogen strækninger på grund af bureaukrati. Og på de strækninger, hvor ETCS var indført, virkede det ikke.
- Der er intet beskyttelsessystem mod menneskelige fejl, såsom ETCS, som sætter ind, når lokomotivførere er ved at begå en fejl, sagde formanden for togpersonalet, Kostas Genidounias, dengang og tilføjede, at det kun var i Grækenland, at tog kørte rundt "udelukkende baseret på erfaring", skriver det græske medie macropolis.
For mindre end en måned siden udsendte jernbanearbejdernes fagforening (DESK) i Grækenland en erklæring med en advarsel om, at en ulykke var nært forestående på grund af tydelige sikkerhedsbrister, der satte passagerers og arbejderes sikkerhed i fare.
Ifølge macropolis hævdede fagforeningen, at deres klager ikke var blevet taget alvorligt af hverken jernbaneoperatøren, Hellenic Train, den græske jernbaneorganisation (OSE), der står for infrastrukturen på jernbanen, eller af den græske regering.
Herunder kan du se Grækenlands premierminister udtale sig på ulykkesstedet.
Togulykken kan spille ind på det græske valg
Den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, besøgte i dag ulykkesstedet, ligesom en række andre ministre, heriblandt den nu afgående transportminister, der var rørt til tårer.
- Det er en ubærlig tragedie. Vores tanker i dag er med de pårørende til ofrene, sagde den græske premierminister under besøget.
Der er snart valg i Grækenland, og der har allerede været spekulationer om, hvorvidt tragedien kan få premierministeren til at udskyde offentliggørelsen af datoen for valget.
Den 9. april bliver ifølge Danmarks ambassadør, Klavs A. Holm, set som den mest sandsynlige dato. Denne dato ville kræve, at Mitsotakis udskriver valget inden den 10. marts.
- Det hører med til billedet, at der snart skal være valg i Grækenland. Det er premierminister Mitsotakis meget opmærksom på. Togulykken spiller ind i en utilfredshed, der har været over for politikere og myndigheder, og som har været næret af ineffektivitet og økonomisk krise gennem mange år, siger ambassadøren.
Han forventer, at den græske opposition kommer til at bruge det mod regeringen.
- Oppositionen kommer til at hamre mod regeringen, at den har vidst, at der var noget galt, og at den skulle have reageret for længst. Sådan plejer det at være, siger Klavs A. Holm.
Omvendt kommer regeringen nok til at skyde skylden på årtiers forsømmelse og dårlig ledelse hos det tidligere statslige jernbaneselskab TrainOSE, som blev solgt til Italiens statsejede Ferrovie dello Stato for 45 millioner euro i 2017, skriver macropolis.
Rettelse: Det fremgik tidligere af citatet med formanden for foreningen for togpersonale, at ETCS kan sætte ind, når togførere begår fejl. Dette er nu rettet til lokomotivførere.