Omkring kl. 23.30 dansk tid fandt en eksplosion sted ved en koncert i Manchester Arena i Storbritannien.
22 personer er indtil videre meldt dræbt, mens 59 er sårede og kørt til otte forskellige hospitaler i området. Mange befinder sig i en livstruende tilstand.
Det oplyser Storbritanniens premierminister Theresa May efter et ekstraordinært møde med sit sikkerhedsudvalg i Downing Street 10.
Hun meddeler ligeledes, at der er tale om et terrorangreb med det formål at ramme flest mulige uskyldige børn og unge.
- Der er ikke længere nogen tvivl om, at borgerne i Manchester har været ofre for et afstumpet terrorangreb. Det her angreb skiller sig ud for dets rædselsfulde og kvalmende fejhed, hvor man bevidst gik efter at ramme unge, uskyldige unge mennesker, siger hun.
Myndighederne kender med stor sandsynlighed gerningsmandens identitet, men ønsker ikke at offentligegøre den endnu.
Den formodede gerningsmand blev slået ihjel under eksplosionen. Gerningsmanden havde medbragt en sprænganordning - sandsynligvis en selvmordsbombe - til koncerten med den amerikanske sangerinde Ariana Grande.
Ifølge politiet er selve angrebet efter alt at dømme udført af én person. Men i forbindelse med efterforskningen af angrebet har politiet anholdt en 23-årig mand i den sydlige del af Manchester.
Politiet opfordrer koncertgængere til at dele private billeder og videoer med politiet, som kan bruges i efterforskningsarbejdet.
Theresa May indstiller valgkampagne
Theresa May udtrykte tidligere på dagen sin sorg over angrebet.
- Min tanker er hos ofrene og familierne til de ramte i denne hændelse, som politiet behandler som et afskyeligt terrorangreb, siger hun til Sky News.
Angrebet kommer få uger inden Storbritanniens parlamentsvalg den 8. juni. En talsmand fra Det Konservative Parti siger, ifølge BBC, at Theresa May vil indstille sin valgkampagne efter gårsdagens angreb.
Øjenvidne: Børn uden forældre
Det var den amerikanske popsangerinde Ariana Grande, der spillede koncert mandag aften. På Twitter skriver hun, at hun er "knust" over angrebet.
- Jeg er af hele mit hjerte så ked af det. Jeg har ingen ord, skriver hun.
Flere koncertgængere har fortalt deres historier til udenlandske medier. En af dem er Catherine Macfarlane. Hun fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at det føltes som en massiv eksplosion.
- Vi var på vej ud, og lige da vi var ved døren, kom der en massiv eksplosion. Alle skreg. Det var en kæmpe eksplosion. Du kunne føle den ind brystet. Det var kaotisk. Alle løb og skreg, mens de forsøgte at komme væk, siger hun.
Karen Ford fra Sheffield var også til koncerten med sin datter, da hun hørte et voldsomt brag, og folk begyndte at flygte i panik, fortæller hun til BBC.
- Der var en masse børn uden forældre. Der var ingen til at berolige dem. Folk skubbede og masede. Det var forfærdeligt, siger hun og fortsætter:
- Det var rent kaos. Jeg forsøgte at berolige folk, og jeg sagde til børnene, at det bare var en ballon. For der var panik, og vi blev mast. Det ville ikke overraskede mig, hvis folk er blevet mast ihjel i aften, siger hun.
Sammen med datteren kom Karen Ford sikkert ud på gaden, hvor hendes mand ventede. Her var situationen ligeledes kaotisk, hvor adskillige ventende forældre forsøgte at finde deres børn.
Toglinjer lukket ned
Koncerten med Ariana Grande var netop afsluttet, da eksplosionen skabte panik blandt de tusindvis af mennesker i den store arena, oplyser en tilskuer til Sky News ifølge Ritzau.
Ifølge BBC, der har talt med flere øjenvidner, skete eksplosionen i foyeren, og altså ikke inde i selve koncertsalen. Manchester Arena er bygget i 1995 og har plads til 21.000 tilskuere, ifølge arenaens egen hjemmeside.
Kort efter eksplosionen ankom politiets bomberydningsenheder til Manchester Arena. En mistænkelig pakke i en nærliggende park blev destrueret ved en "kontrolleret eksplosion", skrev politiet på Twitter. Men den mistænkelige genstand viste sig blot at indeholde efterladt tøj.
Reuters skriver videre, at toglinjerne fra Victoria Station i Manchester er lukket ned.
Politiet er stadig tilstede ved arenaen, og beder folk om at holde sig væk fra området.