Militante palæstinensiske grupper, der står bag bortførelsen af en israelsk soldat, har fremsat en række krav til gengæld for oplysninger om den savnede israeler.
De kræver, at alle kvinder og alle fanger under 18 år skal frigives fra israelske fængsler.
Soldaten blev bortført tidligt søndag, da palæstinensere gennemførte et angreb i Israel fra Gazastriben.
Olmert: Militær operation
Det israelske militær har fået ordre til at forberede en "langvarig og omfattende militær operation" i de palæstinensiske områder.
- I går instruerede jeg lederne af hæren om at udstationere vores soldater for at kunne være parat til at forberede en langvarig og omfattende militær operation for at slå til mod terrororganisationerne og kommandanterne, sagde den israelske premierminister, Ehud Olmert.
- Vi vil nå alle, hvor de end måtte være, og de ved det. Der bliver ikke immunitet for nogen, sagde han i en tale i Jerusalem.
Medlemmer af den regerende Hamas-bevægelse deltog i angrebet i Israel. Palæstinenserne dræbte to israelske soldater og bortførte en tredje. To af angriberne blev dræbt.
Det internationale samfund har opfordret til en øjeblikkelig frigivelse af gidslet. EU-Kommissionen har samtidig rettet en appel til Israel om at vise tilbageholdenhed og advaret om faren ved en ny eskalerende israelsk-palæstinensisk konflikt.