Den USA-ledede koalition har i eftermiddag genoptaget deres operationer mod Islamisk Stat (IS) fra luftbasen Incirlik i det sydlige Tyrkiet nær byen Adana.
Det oplyser Pentagon ifølge nyhedsbureauet AFP.
De tyrkiske myndigheder meddelte lørdag, at Incirlik var midlertidigt lukket for trafik ind og ud på landjorden efter kupforsøget, der fandt sted natten til lørdag.
Efterfølgende meddelte først USA's og siden det danske forsvar, at de havde indstillet deres flyvninger fra basen.
Men nu er danske F-16-kampfly igen er klar til at flyve, når der er behov for det i indsatsen mod Islamisk Stat.
Det oplyser oberst Peter Johan Bødker over telefonen fra Incirlik.
- Vi har ikke haft flyene på vingerne endnu. Men vi er ved at forberede os til, at de skal til at operere igen.
- Det virker til, at tingene er begyndt at normalisere sig igen, tilføjer han.
Incirlik-basen benyttes af koalitionen, som bomber Islamisk Stat i Syrien og Irak. Flere lande har soldater på basen, heriblandt Danmark og USA.
Mens Danmark har omkring 100 soldater udstationeret på den store militærbase, har amerikanerne i omegnen af 5000 mand.
Tidligere søndag oplyste de tyrkiske myndigheder, at brigadegeneralen i det tyrkiske luftvåben, Bekir Ercan Van, var blevet anholdt sammen med en række officerer på Incirlik-luftbasen lørdag.
Dele af det tyrkiske militær forsøgte at tage magten i landet. Kupforsøget mislykkedes dog, og militære sikkerhedsstyrker i tusindtal er efterfølgende blevet anholdt rundt om i landet.
/ritzau/