Wagner-gruppen har angiveligt indtaget flere dele af den russiske by Rostov ved floden Don tæt på grænsen til Ukraine.
Billeder fra byen, der ligger omkring 100 kilometer fra Ukraine, viser angiveligt, at Wagner-soldater befinder sig i der.
Ifølge Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, har gruppen kontrol over byen samt dens luftbase og militære hovedkvarter.
Byen ligger ved den russiske kyst ud til Sortehavet og har over én million indbyggere. Borgerne er tidligt her til morgen blevet opfordret til at blive indendøre af de lokale myndigheder.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, nævnte også byen i sin tale til formiddag. Han kaldte situationen i Rostov for "svær" og beskrev det, der sker i byen som et oprør. Samtidig sagde han, at man gør alt for at få den under kontrol.
Militæranalytiker: Enormt svært for russerne
Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, lægger heller ikke skjul på, at det er en problemfyldt situation, russerne befinder sig i, hvis Wagner-gruppen som påstået har kontrol over byen.
- Det kan blive et enormt svært område for russerne at få kontrol over igen. Hvis man skal håndtere alene 10.000 Wagner-soldater inde i byen, så vil der blive tale om decideret bykrig, siger han.
Han forklarer, at russerne - hvis altså Wagner-gruppen har kontrollen - bliver nødt til at prøve at overbevise Wagner-soldaterne om at droppe byen, hvis de russiske myndigheder igen skal have overhånden.
For det at kæmpe i byer giver soldaterne, der har kontrol over byen, fordele. Her kan de nemlig forsvare sig fra bygningerne, mens modparten forsøger at angribe fra gaderne.
Desuden risikerer det i så fald også at gå ud over den russiske civilbefolkning.
- De kan jo ikke begynde at gøre det, som man har gjort det i Bakhmut, siger Anders Puck Nielsen og peger på den ukrainske by, som på grund af de mange tab af soldater også er blevet kendt som "kødhakkeren".
By med betydning for krigen i Ukraine
Rostov ved Don er udover at være en af de større russiske byer også central for kampene i Ukraine – blandt andet i forhold til forsyningerne til Donetsk og Krim, lyder det fra Anders Puck Nielsen.
Siden byen er placeret et stykke væk fra Ukraine, så kommer det heller ikke bag på militæranalytikeren, at Wagner-gruppen angiveligt har taget kontrollen flere steder i byen så hurtigt.
Hvis Rostov ved Don viser sig at være under Wagner-gruppens kontrol, så vil russerne efter Anders Puck Nielsens vurdering forsøge at undgå bykrig.
- Hvis det forholder sig sådan, så vil russerne nok forsøge at omringe dem og isolere Wagner-soldaterne, til de løber tør for forsyninger, så de kan overbevise dem om at holde op. For Wagner-gruppen vil formentlig være kloge nok til ikke at forlade byen. I stedet håber de nok på, at andre vil vælge at støtte dem, siger han.
Wagner-gruppen menes at have omkring 25.000 soldater. Der er forlydender om, at flere af de soldater nu er på vej nordpå. Det vides ikke, om det er samtlige soldater eller kun er dele af Wagner-gruppens styrker.