Militæranalytiker: Nato-soldater skal afskrække Rusland

Det er ikke et mål med styrkerne at foretage offensive angreb mod Rusland, siger Jens Ringmose.

Amerikanske soldater ankom i dag til Zagan i Polen. (Foto: © Agencja Gazeta, Scanpix)

Østeuropa bliver i disse dage militært oprustet af Nato-alliancen – blandt andet fra USA, hvor soldater og kampvogne i dag er ankommet Polen.

Op mod 3.000 amerikanske soldater skal sammen med 87 Abrams-kampvogne og 500 pansrede køretøjer forstærke de allierede styrker i Nato i Østeuropa og Baltikum.

Ifølge Jens Ringsmose, institutchef på Institut for Militære Operationer ved Forsvarsakademiet, så har oprustningen to formål:

- Det ene formål er at forsikre balterne og polakkerne om, at Nato-alliancen står last og brast med dem, og at man anerkender deres bekymringer i forhold til Rusland.

- Det andet formål er at afskrække Rusland fra at foretage sig noget dumt i de baltiske lande eller Polen, siger Jens Ringsmose og fortsætter:

- Man frygter, at det man tidligere har set i Ukraine med annekteringen af Krim-halvøen, skal gentage sig i et baltisk land eller Polen. At der kan opstå en uklar situation omkring russiske mindretal i Estland, Letland eller Litauen, og at Rusland så bruger det som skalkeskjul for at indsætte styrker til beskyttelse eller benytte sig af en rendyrket aggression.

Ren afskrækkelsestaktik

Rusland har kritiseret Nato-alliancens oprustning i Østeuropa og mener, at den truer landets sikkerhed.

- Denne operation truer vores interesser og vores sikkerhed, lyder det fra præsident Vladimir Putins talsmand.

- Det er endnu mere udtalt, når en tredje part (USA red.) forstærker sin militære tilstedeværelse foran vores dør til Europa, siger han.

Men russerne har ikke grund til at tro, at oprustningen truer Ruslands nationale sikkerhed.

For det første er styrken så lille målt i antal, at den ikke ville kunne tilbagevise et determineret russisk angreb.

Og for det andet er styrkerne ikke tænkt til at kunne bruges i offensive operationer mod Rusland.

- Ideen med styrkerne er, at de skal understøtte afskrækkelsen af Rusland. For balterne og polakkerne er den bedste garanti, at storebrors styrker (USA red.) bliver udstationeret på egen jord. Så det er en måde at binde alliancens sikkerhedspolitik sammen på, siger Jens Ringsmose.

De amerikanske soldater skal udstationeres i Nato-landene Polen, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Bulgarien og Rumænien. I hver af landene vil der være en bataljon, der typisk består af 700-800 soldater.