Irakiske kampfly har i weekenden gennemført luftangreb mod et hus i Anbar i Irak, hvor man havde oplysninger om, at lederen af Islamisk Stat, Abu Bakr al-Baghdadi, opholdt sig.
Det oplyser irakisk militær mandag ifølge Reuters.
Militæret har offentliggjort navnene på 13 ledere i Islamisk Stat, som blev dræbt i angrebet.
Abu Bakr al-Baghdadis navn er ikke på listen. Det er uvist, om han er blevet såret i angrebet.
Ifølge irakisk militær skal han være blevet set under transport fra Syrien til Irak.
Baghdadi har længe holdt lav profil, selv om han har udpeget sig selv som lederen af det nye muslimske kalifat.
I midten af december forhøjede USA dusøren for oplysninger, der kan pege i retning af IS-lederen, til 25 millioner dollar - omkring 175 millioner kroner.
Islamisk Stat kontrollerer fortsat områder i Syrien og Irak, selv om krigere fra bevægelsen har mistet kontrollen med blandt andet Mosul i Irak.
/ritzau/