Militær: Glimt på radarskærm 45 minutter senere kan være det forsvundne fly

Det malaysiske militær forsøger nu at få bekræftet det "glimt" på deres radarskærm, der viser, at det forsvundne passagerfly var på vej mod Malacca-strædet.

Det malaysiske luftvåben i gang med en eftersøgning af det forsvundne Boeing 777. (© Scanpix)

Det malaysiske militær har opfanget et "glimt" på en radarskærm, som man mener måske stammer fra det forsvundne Boeing 777.

Myndighederne i Malaysia har sendt data til USA for at få bekræftet oplysningerne fra radarskærmen, samtidig med at man samarbejder med radarstationer i nabolandene.

Det kom frem på et pressemøde onsdag, skriver den malaysiske avis The Star.

Fik ikke registreret fly

"Glimtet" kom på radarskærmen kl. 02:15 lokaltid lørdag omkring 320 km nordvest fra øen Penang i den nordlige ende af Malacca-strædet.

Passer det, så har passagerflyet ændret kurs på et tidspunkt over Det Sydkinesiske Hav.

Ethvert passagerfly får en unik "transponder-kode", som den civile flykontrol kan følge på deres radarskærme.

"Glimtet" blev kun registreret som et uidenficeret civilt fly, da denne transponder-kode ikke blev registreret på militærets radar.

Tidspunktet er 45 minutter efter, at flytrafik-kontrollen lørdag mistede kontakten med Boeing 777-flyet på deres radarskærm, kl. 01:30.

Flyet var på vej fra Kuala Lumpur til Beijing.