Labour-partiet har fået et katastrofalt valg til det britiske parlament.
Og politisk leder Ed Miliband trækker sig fra sin post, har han netop meddelt i en tale til sine støtter i Labours hovedkvarter i London.
- Om et par timer vil jeg ikke længere lede dette parti.
Miliband blev mødt med jubel blandt de mange tilhørere, men siger, at ansvaret for vælgerlussingen er hans alene.
646 pladser af 650 i underhuset er talt op. Labour har mistet 26 og står til 232 pladser.
Fra talerstolen siger Miliband, at han nu ser frem til at få tid med sin familie. Og for Labour 'fortsætter kampen'.
- Jeg vil aldrig stoppe med at kæmpe for det Storbritannien, som jeg tror på. Den tro vil altid være min tro. Den kamp vil altid være min kamp.
- Vi kommer tilbage, siger han.
Det er den kvindelige partifælle Harriet Harman, som overtager formandsposten, indtil en ny leder er fundet.
Vil altid kæmpe for arbejderne
På Twitter erkendte Miliband nederlaget i timerne forinden, og derfor var det ventet, at han ville træde tilbage.
- Nederlag er svære, men vi er et parti, der aldrig vil stoppe med at kæmpe for arbejderklassen i dette land, skrev han tidligere til sine mange følgere på det sociale medie.
https://twitter.com/Ed_Miliband/status/596611997342552064
- Jeg er taknemmelig for de mennesker, som har arbejdet for vores kampagne, og for den kampagne de førte. Ansvaret for resultatet er mit alene, skrev Miliband i et andet tweet.
Dødt løb
Der var ellers længe dødt løb i målinger mellem David Cameron og Ed Miliband, før valgresultatet blev offentliggjort, og derfor er Labours valg også dybt skuffende for partiets tilhængere.
Så sent som i går stod Miliband til at kunne vippe David Cameron af pinden som premierminister.
Skotter slugte stemmer
Det er blandt andet de skotske nationalister fra SNP, som har kostet Labour mange stemmer. Arbejderpartiet har ellers været vant til at få gode valg i Skotland.
- Til alle de Labour-kandidater i Skotland, der har tabt deres mandat i parlamentet, vil jeg sige: Jeg er ked af det, der er sket, lød det tidligere i dag fra Miliband, der blev partileder i 2010.
Gennem hele valgkampen har hverken de konservative eller Labour stået til at få flertal alene, da de to store partier begge havde opbakning fra omkring 30 procent af vælgerne.
Men Camerons konservative parti har fået et strålende valg, og partiet har fået absolut flertal i det britiske underhus, og dermed kan premierministeren danne regering alene.
Farvel til Clegg og Farage
Udover Milibands afgang har også lederen af Liberaldemokraterne, Nick Clegg, trukket sig. Partiet er skåret mere en midt over ved at gå fra over 50 pladser i underhuset til otte.
Også UKIP-leder Nigel Farage har trukket sig, efter han ikke kom ind i parlamentet.
dr.dk følger det britiske valg live minut for minut. Følg med her .