- Det går ufattelig godt. Det går så godt, som det overhovedet kan.
Sådan bliver den amerikanske økonomi beskrevet af seniorforsker og økonom på Peterson Institute for International Economics Jacob Kirkegaard.
Alle statistikker giver ham ret. Amerikanerne har fået flere penge mellem hænderne i løbet af de sidste ti år, og arbejdsløsheden har stort set kun bevæget sig nedad i samme årti.
Det burde alt sammen tale for, at Donald Trump og Republikanerne får et fremragende midtvejsvalg den 6. november.
Så enkelt er det dog ikke.
Mange mærker ikke fremgangen
Økonomien fik et ordentligt skub med de massive skattelettelser, som Republikanerne og Donald Trump gennemførte i slutningen af 2017. Men det er ikke nogen ubetinget vindersag for partiet.
Det forklarer Niels Bjerre Poulsen, der er lektor i amerikanske samfundsforhold på Syddansk Universitet.
- Donald Trump lovede, at med skattelettelserne ville amerikanerne få flere penge på lommen. Men det har to-tredjedele af befolkningen ikke mærket noget til endnu, siger han.
Derfor vil det heller ikke motivere amerikanerne endnu mere til at gå ud og stemme.
- De fleste amerikanere er godt klar over, at langt de fleste skattelettelser gik til den rigeste procent af befolkningen, siger Niels Bjerre Poulsen.
Obama lagde fundamentet
Det er heller ikke kun Republikanerne og Donald Trump, der kan tage æren for den økonomiske fremgang.
- Donald Trump var heldig, at han tog over i slutningen af 2016-2017, forklarer seniorforsker og økonom Jacob Kirkegaard.
- Det var et rigtigt, rigtigt godt år for ikke bare den amerikanske økonomi, men for den globale økonomi. Fundamentet blev lagt af Obama-administrationen, men grunden til, at det overordnet set ikke bare går godt, men ufattelig godt, skyldes de store skattelettelser, som Donald Trump og Republikanerne har fået gennemført.
- Kursen er fuldstændig uholdbar
Selvom det går godt, er der god grund til at holde et vågent øje med den amerikanske økonomi.
Det hele er nemlig bygget på et meget uholdbart fundament, siger Jacob Kirkegaard.
- Den amerikanske finanspolitik er på en fuldstændig uholdbar kurs, siger han.
- En tredjedel af de amerikanske udgifter for den føderale regering er dækket af lån. Gælden vokser med tusind milliarder dollars hvert år. Og det er vel at mærke, når det går godt.
Risikoen ved den nuværende kurs er, at når fremgangen en dag stopper, vil gælden blive endnu større.
I sidste ende kan det medføre en finanspolitisk krise og et voldsomt fald i dollarens værdi.
Det vil påvirke næsten alle internationale markeder og få den vækst, der lige nu er over hele verden, til at gå i stå.
Der er dog en løsning: Hvis man hævede skatterne, ville man relativt nemt kunne løse problemet, mener Jacob Kirkegaard. Men viljen til at gøre det, er der bare ikke i USA.
- Efter min mening kommer viljen heller ikke, før der kommer en krise.