Som så mange andre amerikanere bruger præsident Donald Trump valgaftenen på at følge resultaterne foran tv-skærmen.
Ifølge førstedame Melania Trumps talsperson, Stephanie Grisham, sidder præsidentparret lige nu i Det Hvide Hus og følger valget sammen med familie, tætte venner og ansatte, skriver CNN.
En embedsmand fra Det Hvide Hus er citeret i det amerikanske medie for at sige, at præsidenten 'tager den med ro og ser tv som resten af os'. Det er for tidligt at drage nogle konklusioner på baggrund af de nuværende resultater, siger embedsmanden yderligere.
Pressechef i Det Hvide Hus, Sarah Sanders, siger til CNN, at indtil videre har det været en 'god aften' for præsident Trump.
- Der er stadig en lang aften foran os. Vi har det godt med, hvor vi er lige nu. Der er stadig meget aften tilbage, måske endda en tidlig morgen også, siger hun.
Præsidenten har angiveligt inviteret en gruppe rigmænd, som har støttet ham siden præsidentvalgkampen i 2016, med til sin valgfest i Washington, skriver CNBC.
Præsident Trump talte i går til dette midvejsvalgs sidste kampagnemøde i Ohio. Klik på play.
Et valg om Trumps politik
Donald Trump har brugt de seneste uger på at rejse USA tyndt for at sikre sig republikanske stemmer, og så sent som i går opfordrede han folk til at stemme på et vælgermøde i delstaten Missouri.
Selvom præsidenten ikke er på stemmesedlen, og valget handler om pladserne i Kongressens to kamre, Repræsentanternes Hus og Senatet, betragter iagttagere det som et af de vigtigste midtvejsvalg nogensinde.
På mange måder er valget nemlig blevet en stemme for eller imod Donald Trumps linje de seneste to år som præsident.
Republikanerne har forud for midtvejsvalget flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet, men meningsmålingerne viste før valget, at demokraterne kan få flertal i Repræsentanternes Hus.
- •
I øjeblikket har Republikanerne flertal i begge Kongressens kamre, Repræsentanternes Hus og Senatet.
- •
Alle 435 sæder i Kongressens underhus, Repræsentanternes Hus, er på på valg.
- •
Det magiske tal for at opnå flertal i Repræsentanternes Hus er 218.
- •
I den aktuelle situation skal 23 pladser i underhuset skifte partifarve, før flertallet skifter fra Republikanerne til Demokraterne.
- •
35 af i de i alt 100 pladser i overhuset, Senatet, er også på valg, ligesom der blandt andet skal holdes 39 valg til guvernørposter i stater og territorier.