Selvom det er to uger siden, at midtvejsvalget fandt sted i USA, er det i sydstaten Mississippi stadig ikke afgjort, hvem der skal i Senatet, da ingen af de tre kandidater fik over 50 procent af stemmerne.
Nu har den republikanske kandidat Cindy Hyde-Smith - som Trump bakker op om - skabt et ramaskrig, der kan få afgørende indflydelse på valgets resultat.
Kæmper stadig med fortiden
Det hele handler om et videoklip, der er blevet delt på de sociale medier, og som millioner af amerikanere har set i løbet af få dage.
Her ser man Cindy Hyde-Smith blive filmet til et privat arrangement, hvor hun fortæller, at hun støtter en pengedonor så meget, at "hvis han inviterede hende til en hængning, så ville hun møde op og sidde på første række!"
Men lige præcis Mississippi har en dyster fortid med henrettelser. Det er nemlig den stat, hvor der er begået flest lynchninger - offentlige henrettelser uden rettergang - af sorte.
Den fortid fylder rigtig meget for nutidens indbyggere i staten, fortæller USA-korrespondent Steffen Kretz.
- Den dag i dag lever beboerne stadig med historien om slaveriet, siger han.
- Mange har en fortid på den ene eller den anden side. Enten fordi de er efterkommere af plantageejerne - og dermed slaveejere - eller også er de efterkommere af slaverne.
Kritik fra alle sider
Cindy Hyde-Smith er blevet mødt af heftig kritik fra sin modkandidat, demokraten Mike Espy, der er tidligere landbrugsminister under Bill Clinton og selv sort. Han har kaldt hendes kommentar "forkastelig".
Flere firmaer har også ønsket deres donationer til hendes valgkamp tilbagebetalt på grund af bemærkningen.
Cindy Hyde-Smith selv har flere gange afvist kritikken.
Indtil i aftes til et debat-arrangement, hvor hun sagde, at det blot var en henkastet bemærkning og undskyldte til dem, som var blevet såret.
Ikke desto mindre har hendes bemærkning fået mange republikanske vælgere til grundigt at overveje, om de overhovedet vil støtte hende.
En af dem er forretningsmanden Kelvin Smith.
- Med vores stats historie... Jeg fatter ikke, at hun kunne finde på at sige den slags, siger han.
- Det værste er næsten den måde, hun har håndteret det hele på efterfølgende. Jeg tror, der er rigtig mange, der ikke ved, om de kan støtte hende om en uge. Jeg er selv i tvivl.
Om han og de andre vælgere tilgiver Cindy Hyde-Smith for hendes bemærkning, finder vi ud af efter omvalget den 27. november.
Tætte valg flere steder
- •
Mississippi er ikke den eneste stat, hvor der først efter valget er faldet et resultat.
- •
For en uge siden blev det afgjort, at demokratiske Kyrsten Sinema bliver senator for Arizona, som det første åbent biseksuelle medlem af Kongressen nogensinde.
- •
For tre dage siden kunne republikanske Rick Scott kalde sig vinderen i kampen om senatorposten i Florida.
- •
For fem dage siden sagde den demokratiske kandidat Stacey Abrams, at hun ikke kan vinde kampen om guvernørposten i Georgia, der derfor går til republikanske Brian Kemp.
- •
To sæder i Repræsentanternes Hus er også stadig ubesat: et i Georgia og et i Utah.