I dag bliver livet markant sværere for USA's præsident, Donald Trump.
Landets parlament, Kongressen, mødes for første gang efter midtvejsvalget i november, hvor Trumps modstandere fra Demokraterne fik flertal i underhuset, Repræsentanternes Hus.
Dermed overtager demokratiske politikere formandskabet i en række udvalg, som har magt til at undersøge Trump og hans nærmeste - en magt, som Demokraterne allerede har gjort klart, at de har tænkt sig at bruge.
Med andre ord er der lagt op til, at en række hidtil relativt ukendte navne vil komme sætte dagsordenen i de to år, der resterer af Trumps første periode i Det Hvide Hus.
Her er tre af de demokrater, som man bør holde øje med i USA's 116. Kongres:
Jerrold Nadler
Newyorkeren Jerrold Nadler bliver formand for det juridiske udvalg i Repræsentanternes Hus - og det gør ham til en helt central person i den myriade af sager og undersøgelser, som truer Donald Trump.
Det bliver den juridiske udvalg, som skal håndtere en endelig rapport fra særlig anklager Robert Mueller, der undersøger det mulige samarbejde mellem Donald Trumps valgkampagne og Rusland.
Der ventes at opstå et gevaldigt slagsmål om, hvorvidt rapporten skal offentliggøres, og her kommer Nadler til at stå i spidsen for Demokraternes kamp for at få så mange detaljer frem som muligt.
I sidste ende er det også Jerrold Nadlers udvalg, som skal tage stilling til, om Trump skal stilles for en rigsret i forlængelse af de mange sager, som involverer præsidenten. Demokraten har selv for nylig udtalt, at det er for tidligt at tale om en rigsretssag.
Nadlers position, som en af Trumps nye plageånder, bliver endnu mere delikat af, at de to har et fjendskab, der går helt tilbage til 1990'erne.
Her stillede Jerrold Nadler sig som lokalpolitiker i vejen for et af Trumps byggeprojekter i New York. Trump beskrev efterfølgende i en bog sin modstander som "en af de mest ekstreme fusentaster i nutidens politik."
Adam Schiff
Hvis antallet af øgenavne kan bruges som en målestok for, hvor meget en person fylder i Trumps verden, så er Adam Schiff absolut på præsidentens radar.
Schiff var i den seneste parlamentssamling den førende demokrat i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus - det udvalg, han nu kommer til at stå i spidsen for.
Udvalget lavede i 2017-2018 sin egen undersøgelse af Trump og Rusland - sideløbende med Robert Muellers undersøgelse - og her markerede Adam Schiff sig på en måde, som fik Trump til at kalde ham blandt andet "slibrige Adam Schiff" og "lille Adam Schitt".
Man må forvente, at Trumps tydelige irritation kun bliver større, når Adam Schiff sætter sig i formandsstolen. Demokraten har lovet at genåbne efterretningsudvalgets Rusland-undersøgelse, som endte med at frikende Trumps valgkampagne for at have samarbejdet med Rusland.
Den konklusion var Schiff mildeste talt ikke enig i, og nu får han magt til at lægge en markant hårdere linje overfor præsidenten.
Richard Neal
Som formand for det magtfulde skatteudvalg i Repræsentanterne Hus bliver det Richard Neal, som får æren af at bede om at få udleveret et af de mest efterspurgte dokumenter i USA: Donald Trumps selvangivelser.
Præsidenten har hidtil nægtet at følge traditionen om, at præsidentkandidater lægger deres skatteforhold åbent frem, og det er endnu uvist, om Demokraterne vil få held til at få indsigt i dokumenterne. Men Richard Neal vil utvivlsom gøre forsøget.
Adskillige af de nye udvalgsformænd i Repræsentanternes Hus har udtrykt interesse i Trumps selvangivelser.
For eksempel har formanden for tilsynsudvalget Elijah Cummings udtalt, at skattepapirerne kan give svar på, om præsidenten har haft større interesser i Rusland, end han hidtil har givet udtryk for.