I løbet af natten og ud på morgenen er resultaterne fra midtvejsvalget i USA tikket ind. Men det er ikke alle amerikanere, der har fulgt med fra deres hjemland.
Medlemmer af den danske afdeling af organisationen Democrats Abroad mødtes meget tidligt i morges på en café i København for at spise morgenmad sammen, imens de fulgte med i de sidste valgresultater.
Blå tsunami-varsel er afblæst for nu
Demokraternes partifarve er blå, og netop derfor har der været tale om, at et valgresultat som giver demokraterne mere indflydelse, kan betragtes som en "blå tsunami" som strømmer ind over landet, fordi republikanerne har domineret siden præsidentvalget i 2016.
Men på grund af et mere afdæmpet valgresultat, har demokraterne nu omdøbt tsunamien til en mere beskeden "bølge".
En af de amerikanere som er stået meget tidligt op her til morgen for at følge med i valget, er Weston Behrend Dunham, som læser statskundskab på Københavns Universitet.
- Jeg er her i dag, fordi det er min måde at deltage i det amerikanske demokratiske samfund, det er super vigtigt for mig. Det ville have været nemt bare at følge med i nyhederne fra min telefon i sengen i morges, men at være en del af det demokratiske samfund betyder, at vi skal samles og diskutere vores holdninger med hinanden. Når jeg er med her, føles det som om, at jeg er en del af processen og en del af demokratiet.
Midtvejsvalg er en lille sejr for demokraterne
Demokraternes bedste chance for flertal blev spået til at ske i Repræsentanternes Hus.
Prognoserne viste sig at holde, og med den nye magtbalance, kan demokraterne gøre det sværere for Præsident Trump og republikanerne at gennemføre deres politik.
- Vi kunne selvfølgelig godt tænke os både at have "huset" og Senatet, men jeg synes, at det er et fantastisk fremskridt, at vi tager Repræsentanternes Hus. Det viser, at der er en form for blå bølge i gang henover USA.
For Weston Behrend Dunham er midtvejsvalget en lille sejr for hans politiske parti, men han håber samtidig, at det er en alvorlig øjenåbner, for dem som er imod præsident Trump, men som måske ikke har fået stemt alligevel.
- Der er mange folk, der kigger på det nuværende politiske miljø og tænker: Nej. Det her det dur ikke - det går ikke. Vi er nødt til at gøre noget andet.
Fordi USA er så splittet politisk, betragter Weston Behrend Dunham dette års midtvejsvalg som en form for generalprøve til præsidentvalget i 2020. Det beviser, at demokraterne skal kæmpe endnu mere - end de har gjort op til midtvejsvalget - for at få mere indflydelse i USA.
- Som demokrater er vi nødt til at overveje vores muligheder og chancer, nu når vi nærmer os 2020. Så det er spændenede, men der er stadig rigtig meget hårdt arbejde forude.