De mexicanske myndigheder gør klar til at lukke en af de store migrantlejre i byen Tijuana ved grænsen til USA.
Det har skabt protester blandt centralamerikanske migranter, der er ankommet til byen Tijuana de seneste måneder med håb om at krydse grænsen og få asyl i USA.
De tusindvis af migranter er hovedsageligt flygtet fra fattigdom og vold i Honduras. De har skabt store udfordringer for Mexicos præsident, Andres Manuel Lopez Obrador, der blev taget i ed i sidste måned.
Han har svoret at ville beskytte migranter i Mexico. Men han har ikke endnu ikke fremlagt, hvordan han vil forbedre migranternes forhold i landet.
Samtidig kæmper USA's præsident, Donald Trump, for at gøre det sværere for migranter at få adgang til USA.
'Behandlet os værre end dyr'
De mexicanske myndigheder vurderede i december, at der i løbet af få måneder var ankommet knap 6.000 migranter til Tijuana.
Omring 1.000 har derudover formået at krydse grænsen til USA. Desuden er cirka 1.000 vendt hjem igen.
Migranterne i Tijuana opholder sig i midlertidige lejre i nedlagte lagerbygninger. Også en tidligere koncertsal er taget i brug.
Myndighederne i Tijuana har besluttet at lukke en toetagers lagerbygning, der er fyldt til bristepunktet med hundredvis af migranter. Det skyldes uacceptable sanitære forhold, lyder forklaringen.
Beslutningen har fået migranter, der har fået husly i bygningen, til at protestere. De forventer ikke, at beslutningen vil give dem bedre forhold.
- Ingen af lejrene i Tijuana har ordentlige forhold til at huse os. Myndighederne snyder os, siger Reinerio Laine fra Honduras.
Flere migranter har nægtet at forlade lejren. Derfor har Mexico sendt kampklædte betjente til lagerbygningen.
- Vi havde håbet, at præsident Lopez Obrador ville have set de forhold, vi lever under, siger 28-årige Maria Claros fra Honduras.
- De sagde, at han ville hjælpe, men de har behandlet os værre end dyr.
/ritzau/Reuters