Mexico: Forbrugerne i USA får dyrere avokadoer og tv

USA truer med at lægge en afgift på importvarer fra Mexico, men det vil ramme de amerikanske forbrugere, advarer Mexico.

Mexicos udenrigsminister, Luis Videgaray, advarer USA om, at en beskatning af varer fra Mexico vil ramme amerikanske forbrugere. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

Det vil ramme de amerikanske forbrugere, hvis USA vælger at beskatte importvarer fra Mexico, siger den mexicanske udenrigsminister, Luis Videgaray.

- Hvis man beskatter eksportvarer fra Mexico til USA, så gør man varer så forskellige som avocadoer og fladskærms-tv'er dyrere, siger han til Reuters.

Reaktionen kommer, efter at USA's præsident, Donald Trump, har sagt, at han vil finansiere byggeriet af den omstridte mur langs grænsen til Mexico ved at lægge 20 procent afgift på importvarer fra Mexico.

Ifølge udenrigsministeren vil Mexico gerne samarbejde med Trump, men det er udelukket, at mexicanerne betaler for muren.

Ifølge talsmand Sean Spicer ønsker præsidenten, at af afgift på importerede varer fra Mexico bliver en del af en skattereformpakke, som Kongressen overvejer.

Donald Trump skal dog have vedtaget ny lovgivning, inden en så omfattende afgift kan indføres på al import fra Mexico, skriver The New York Times.

80 procent af Mexicos eksport går til USA, og halvdelen af investeringerne i Mexico kommer fra USA.

Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, aflyste i går et møde med den amerikanske præsident i den kommende uge.

/ritzau/