Mexicanere i grænseby demonstrerer mod migranter: 'Forsvind! Forsvind!'

Hundredvis af indbyggere i Tijuana viste i går deres utilfredshed mod migrant-karavanen.

Spændingerne stiger i den mexicanske grænseby Tijuana, efter at knap 3.000 migranter fra Centralamerika i de seneste dage er ankommet til byen.

I går gik hundredvis af indbyggere på gaden for at vise deres utilfredshed med migranterne, der i den seneste måneds tid er vandret op igennem Mexico.

Migranterne, der kommer fra lande som El Salvador, Honduras og Guatemala, ønsker at søge asyl i USA.

Men ifølge de fremmødte bør migranterne ikke opholde sig Tijuana, der grænser op til delstaten Californien, mens deres asylansøgninger bliver behandlet af de amerikanske immigrationsmyndigheder.

- Forsvind! Forsvind!, lød det ifølge nyhedsbureauet AP fra de lokale demonstranter, der viftede med mexicanske flag og sang Mexicos nationalsang.

De beskyldte samtidig migranterne for at være ubehagelige, utaknemmelige og en trussel mod Tijuana, og det førte til mindre sammenstød mellem demonstranterne og de kampklædte betjente, der var blevet sendt på gaden.

Migranterne ønsker at søge asyl i USA. (Foto: © HANNAH MCKAY, Scanpix)

'En lavine af migranter'

Fredag meddelte Tijuanas borgmester, Jean Manuel Gastelum, at han forventer, at der i løbet af ugen vil ankomme omkring 10.000 migranter til byen.

Han understregede samtidig, at byen ikke er gearet til det, som han betegnede som ”en lavine” af migranter.

Byens herberg er allerede fyldte, og ifølge BBC har de lokale myndigheder bedt den mexicanske regering om hjælp til at håndtere migranterne.

Den såkaldte migrantkaravane begyndte sin march i Honduras den 13. oktober i år, og siden da har flere centralamerikanere tilsluttet sig den.

Den har fået stor opmærksom. Ikke mindst fra den amerikanske præsident, Donald Trump, som har betegnet den som ”et angreb på vores land”.

Både de amerikanske og de mexicanske myndigheder har forstærket sikkerheden, og den amerikanske præsident har beordret 7.000 soldater udstationeret langs grænsen.

Det er dog ikke alle i Tijuana, der er imod de nyankomne migranter. En mindre gruppe demonstranter havde i går samlet sig et par gader fra den store demonstration for at vise deres opbakning til migranterne.

Der var også opbakning til migranterne fra de lokale i Tijuana. (Foto: © Carlos Garcia Rawlins, Scanpix)