Metro og skoler i Bruxelles holder lukket i morgen

Også mandag vil metroen i Bruxelles i Belgien være lukket, og det samme gælder skoler og butikscentre.

Belgiske soldater patruljerer på Grand Place i Bruxelles, og også i morgen vil både politi og militær være mere til stede i byen. (Foto: © YVES HERMAN, Scanpix)

Belgiens premierminister, Charles Michel, siger, at det forhøjede alarmberedskab fortsætter i Bruxelles, og at flere soldater og politifolk vil være til stede.

Årsagen er, at man stadig frygter et angreb som det, der for en uge siden ramte Paris. Målene menes at være indkøbscentre, butikker og offentlig transport.

Beslutningen betyder, at både metro, skoler og indkøbscentre vil holde lukket i morgen, og begivenheder med mange deltagere bliver begrænset.

Nogle nyhedsbureauer skriver, at der i byen vil køre sporvogne, busser og nogle tog, men at passagerer bliver ekstra kontrolleret.

Alarmberedskabet i Bruxelles blev hævet til fire, der er det højeste trin, natten til lørdag.

For resten af landet vil alarmberedskabet fortsat være tre - det næsthøjeste.

Flere personer med tilknytning til bydelen Molenbeek i Bruxelles stod bag angrebene i Paris 13. november. En er stadig på flugt. Det er den 26.årige Salah Abdeslam, som p0litiet jager.

/DR Nyheder/