Tre blev dræbt og 260 såret, da to bomber eksploderede tæt ved målstregen under Boston Marathon i april. I dag er der første høring i sagen mod den 19-årige Djokar Tsarnajev, der sammen med sin bror er mistænkt for at stå bag angrebet.
En af de sårede er Mery Daniel. Hun er 31 år, lægestuderende - og i går blev hun udskrevet fra hospitalet Massachusetts General and Spaulding Rehabilitation, hvor hun har tilbragt de sidste tre måneder.
Hun mistede halvdelen af sit venstre ben, da den første bombe eksploderede ved målstregen. Nu kan hun gå igen - takket være en protese.
Tager ikke ting for givet
- Det har været en tid med op- og nedture. En følelsesmæssig rutsjetur, fortæller Mery Daniel til DR Nyheder.
Men selv om hendes liv blev forandret på et eneste øjeblik, nægter hun at lade sig kue.
- Jeg har lært meget om mig selv. At rejse sig op fra en stol, at gå, løbe… man forestiller sig ikke, hvor vigtige ting er, når man kan det, fortsætter hun til Huffingtonpost.
- I dag er der mange ting, jeg ikke kan, som jeg før tog for givet. Jeg har brug for så meget hjælp, blandt andet til at komme ind og ud af bruseren. Man lærer at sætte pris på mange ting.
Vil ikke tale om bombemanden
Tre måneder efter angrebet vil hun overhovedet ikke tale om Djokar Tsarnajev.
- Det handler kun om livet nu, siger hun, for hun vil kun se fremad.
Mery Daniels læge bakker hende op - for han mener, at hun er af en helt speciel støbning.
- Hendes styrke er ualmindeligt stor, siger han.
Nu glæder Mery Daniel sig bare til at komme hjem til sin mand og fem-årige datter.
- Jeg er så træt af hospitaler, siger hun.
Risikerer dødsstraf
Djokar Tsarnajev er tiltalt for 30 forhold, deriblandt drab og brug af masseødelæggelsesvåben. Han risikerer dødsstraf eller livsvarigt fængsel.
Djokar er en af to etnisk tjetjenske brødre, der er anklaget for terrorangrebet, hvor tre mennesker altså blev blev dræbt.
Et fjerde offer, en politimand på et universitet, blev dræbt under en skudveksling med de to brødre fire dage efter angrebet, da myndighederne havde iværksat en omfattende eftersøgning.
Den ældste af brødrene var den 26-årige Tamerlan Tsarnaev. Han blev selv dræbt under en skudveksling med politiet i Watertown og er begravet på en muslimsk kirkegård i staten Virginia efter protester.