Merkel vil sende flere tunesere tilbage til Tunesien

Tysklands kansler har drøftet hjemsendelser med Tunesiens præsident.

Angela Merkel gav et kort orientering på et pressemøde fredag, hvor hun ikke besvarede nogen spørgsmål. (Foto: © MICHAEL KAPPELER, Scanpix)

Tysklands kansler, Angela Merkel, har haft en telefonsamtale med Tunesiens præsident.

De to statsledere talte om hjemsendelser af tunesere uden opholdstilladelse.

- Vi bliver nødt til at accelerere denne proces. Vi skal sende flere hjem. Det sagde jeg til præsidenten, siger Merkel på et pressemøde, hvor hun havde en kort orientering uden at tage nogen spørgsmål.

Samtalen med præsidenten var foranlediget af et angreb mandag, da 12 personer blev dræbt af en lastbil, der pløjede igennem et menneskefyldt julemarked i Berlin.

Politiet mener, at tuneseren Anis Amri stod bag angrebet. Han er fredag blevet skudt og dræbt i Milano.

Hun gav udtryk for lettelse over, at en overhængende trussel var væk efter drabet på Anis Amri.

- Men truslen, som terrorismen udgør, er generel, og den er ikke udryddet. Det ved vi alle. Det ved regeringen. Det er vores vigtigste opgave at sørge for befolkningens sikkerhed, siger Angela Merkel.

/ritzau/