Merkel strammer flygtningepolitikken: Opretter tre nye ”udvisningscentre”

Den tyske regering tækkes befolkningen og vil nu nedbringe antallet af flygtninge og migranter

Den tyske kansler Angela Merkel vil nedbringe antallet af flygtninge og migranter med såkaldte "udvisningscentre" (Foto: © Francois Lenoir, Scanpix)

I Bayern i Tyskland findes i dag to registreringscentre, også kaldet udvisningscentre, og næste år vil man etablere yderligere tre, som skal tynde ud i det det store antal flygtning og migranter i Tyskland.

- Selv et så stort land som Tyskland vil i længden blive overbelastet af et så stort antal flygtninge, lød det i går fra Tysklands kansler, Angela Merkel.

Ifølge DR's korrespondent i Tyskland, Michael Reiter, er det især folkestemningen, som er årsag til, at Merkel nu tilsyneladende vender på en tallerken i flygtningespørgsmålet.

- Flere kommuner har meldt ud, at de har svært ved at klare presset fra de mange flygtninge og migranter, og også befolkningen er stærkt utilfredse. Og den utilfredshed er nu sivet op igennem de politiske systemer og har forgrenet sig i Merkels eget parti CDU, hvor baglandet længe har været stærkt kritiske overfor Merkels linje, lyder det fra Michael Reiter.

Sagsbehandling af asyl forkortet

Michael Reiter fortæller, at Merkel holder fast i sin linje om åbne grænser, men imødekommer kritikken ved at forsøge at sluse de mange migranter, som ikke har nogen chance for at få asyl, ud af bagdøren ved hjælp af de såkaldte udvisningscentre.

Ifølge Michael Reiter sidder myndighedspersoner klar til at ekspresbehandle flygtninge og migranters asylansøgninger ude i udvisningscentrene.

- Hvor en asylbehandling normalvis tager et halvt år, behandles de i registreringsscentrene på bare tre til fem uger, lyder det fra Michael Reiter.

Tyskland har modtaget over en million flygtninge og migranter i år.