Storbritannien skal ikke have lov til blot at tage de gode ting ved EU og undgå de dårlige, når forhandlingerne om Brexit indledes.
Det siger Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, ifølge Reuters i en tale på CDU's partikongres i Essen.
- Vi vil ikke tillade, at de får lov til at vælge og vrage, siger Angela Merkel foran de 1.000 CDU-delegerede.
Understreger vigtighed af rettigheder
Hun understreger, at der ikke må rokkes ved de fire grundlæggende rettigheder:
- Der må være frihed for bevægelse for mennesker, for varer og tjenesteydelser og for finansielle markedsprodukter. Det er forudsætningen for adgang til det indre marked, fastslår Angela Merkel.
Hun har stået i spidsen for Tyskland i 11 år og gjorde det sidste måned klart, at hun genopstiller ved valget til næste efterår.
Hvor meget støtte får Merkel?
Der hersker spænding om, hvor stor støtte Angela Merkel får på landsmødet.
Ifølge medierne vil alt under 90 procent være en politisk lussing.
På partikongressen ventes Angela Merkel at lancere sin valgstrategi - og ikke mindst komme med et svar på spørgsmålet om, hvordan hendes parti skal imødegå det indvandrerkritiske AfD.
/ritzau/Reuters