Merkel: Intet kan stoppe os i kampen for klimaet

Vi andre skal fortsætte med grønne løsninger, selvom Donald Trump skrotter klimaplan, siger kansleren.

Lad os fortsætte ad denne vej, så vi får succes for vores Moder Jord, siger Angela Merkel om vigtigheden i at blive i klimaaftalen fra Paris.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, lægger ikke skjul på, at hun er nødt til at udtrykke det meget diplomatisk omkring Donald Trumps farvel til klimaaftalen fra Paris.

- USA's beslutning om at trække sig fra Paris-aftalen er virkelig beklageligt. Og her vælger jeg at udtale mig behersket, siger den tyske kansler ifølge Reuters.

Præsident Trump offentliggjorde i går aftes dansk tid, at USA ikke længere vil være en del af den globale aftale, hvor næsten 200 af verdens lande har forpligtet sig til at reducere CO2-udledningen.

Angela Merkel forstår ikke beslutningen og siger, at aftalen er nøglen til succes, hvis verdens lande skal løse klimaudfordringerne.

- Paris-aftalen er stadigvæk en af hjørnestenene i det globale samarbejde. Og denne aftale er uundværlig for at nå (klima)målene for 2030, lyder det fra Tysklands leder.

Macron leger med Trump-slogan

Men kansler Merkel siger, at Trumps udmelding ikke bremser de parter, som føler sig forpligtet til at overholde aftalen.

- Intet kan eller vil forhindre os i at gøre det.

- I Tyskland, i Europa og i resten af verden vil vi stå sammen om at påtage os og succesfuldt tackle store udfordringer, som menneskeheden står overfor. Alle for hvem fremtiden for vores planet er vigtig siger jeg; Lad os fortsætte ad denne vej, så vi får succes for vores Moder Jord.

Den tyske kanslers holdninger bliver delt af Frankrigs nyvalgte præsident, Emmanuel Macron, som udtaler, at klimaforandringer ikke er 'den fremtid, vi ønsker for vores jord'.

Han har leget med Trumps velkendte valgslogan 'Gør USA fantastisk igen' (Make America Great Again') og siger i stedet for 'Gør vores planet fantastisk igen'.

I Kina har de politiske ledere allerede sagt, at kineserne kommer til at overholde aftalen, selvom USA ikke vil være med. Kinesiske topfolk er i dag i Bruxelles, og her forventes det, at parterne underskriver en samlet erklæring, der blandt andet drejer sig om klima og frihandel.

Obama: USA burde gå forrest

Aftalen fra topmødet i Paris blev i sin tid underskrevet af Trumps forgænger, Barack Obama. Og heller ikke han er glad for Trumps kurs på klimaområdet.

- De lande, som bliver i Paris-aftalen, vil være de lande, som høster fordelene i jobs og industrier, som bliver skabt. Jeg mener, at USA burde stå forrest.

- Men selv uden amerikansk ledelse, og selv når denne administration går sammen med en lille håndfuld lande, der afviser fremtiden, er jeg sikker på, at vores stater, byer og industrier vil træde frem og gøre endnu mere for at lede vejen og hjælpe med at beskytte vores planet for fremtidige generationer, lyder det fra Obama i en skriftlig meddelelse.

Klimaaftalen fra Paris

  • FN’s klimaaftale blev indgået efter årelange forhandlinger i Paris i 2015, hvor knap 200 lande blev enige om at skære i deres udledninger af klimaskadelige drivhusgasser for at bremse den menneskeskabte globale opvarmning.

  • Målet er, at den globale gennemsnitstemperatur maksimalt må stige med to grader celsius frem mod år 2100. Det skal blandt andet ske igennem en grøn omstilling, hvor fossile og klimaskadelige brændstoffer som olie, kul og gas bliver erstattet med grønne alternativer som vind og sol.

  • Allerede under præsidentvalgkampen i USA lovede Donald Trump vælgerne, at USA skulle ud af klimaaftalen.

  • Han mente, at de menneskeskabte klimaforandringer er ”et stort fupnummer”.