Mens resten af Storbritannien var lukket ned, blev der drukket sprut i premierministerens have. Nu har selv hans egne fået nok

Den britiske premierminister skal igen i dag svare på anklager om fester under sidste års coronanedlukning.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, står endnu en gang over for anklager om ulovlige fester i Downing Street 10 under de seneste års coronanedlukninger. (Foto: © Dylan Martinez, Scanpix)

Der venter formentlig Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, en helvedes omgang ved den ugentlige spørgetime, som senere i dag finder sted i det britiske parlament.

Premierministeren er nemlig endnu en gang havnet i fedtefadet på grund af afsløringer af fester i Downing Street 10, som både huser premierministerens kontor og embedsbolig, under de seneste års coronanedlukninger.

Denne gang skyldes miseren afsløringen af en mail, hvor over 100 ansatte i maj 2020 blev inviteret til drinks i haven i Downing Street for at fejre oven på "en travl periode"

Problemet er bare, at resten af Storbritannien på samme tidspunkt var underlagt en striks nedlukning, der blandt andet forbød briterne at mødes med mere end én person fra en anden husstand, selv udendørs.

Og det ser efterhånden meget alvorligt ud for Boris Johnson, fortæller Ole Helmersen, der er lektor ved Copenhagen Business School og ekspert i britiske forhold.

- Det tegner sig et billede af ham og Det Konservative Parti som et, der er hævet over den almindelige befolkning, den almindelige hob, som var underlagt nogle meget strikse restriktioner, mens man i Downing Street holdt fest og drak sig halvfulde, siger han.

Få det bedste ud af det gode vejr

Mailen, som er afsendt den 20. maj 2020 på vegne af Johnsons personlige sekretær, Martin Reynolds, blev offentliggjort af det britiske medie ITV tirsdag morgen. Den er adresseret til over 100 ansatte i Downing Street, heriblandt premierministerens rådgivere, taleskrivere og dørvagter.

Her står der blandt andet:

- Efter hvad der har været en utrolig travl periode, tænkte vi, at det ville være rart at få mest muligt ud af det gode vejr og få nogle drinks med social afstand i haven i nummer 10 i aften. Slut jer til os fra klokken 18 og tag jeres egen sprut med.

Ifølge ITV og andre britiske medier var der omkring 40 personer til stede i haven ved begivenheden samme aften, heriblandt premierministeren selv og hans kone, Carrie Johnson. Johnson afviser dog selv at svare på, om han deltog i begivenheden.

Martin Reynolds (t.v) sammen med sin chef, premierminister Boris Johnson, i november 2020. (Foto: © Justin Tallis, Ritzau Scanpix)

Nægter at sige undskyld

Festerne i Downing Street har skabt vrede i den britiske befolkning, ikke mindst hos dem, der i samme periode mistede familiemedlemmer til coronavirus, men som ikke kunne være hos dem på grund af de strikse restriktioner.

En af dem er Lindsay Jackson, der mistede sin mor i maj 2020, og som i dag er repræsentant for gruppen 'Covid-19 Bereaved Families for Justice' - en organisation af briter, der har mistet pårørende under pandemien.

Hør hvad hun har at sige om premierministeren i videoen her:

Vreden mod Boris Johnson bliver ikke mindre af, at han nægter at vedkende sig sine fejltrin eller at sige undskyld, siger Ole Helmersen fra CBS.

- Det er en hamrende uheldig situation, han befinder sig i. Den bliver ikke bedre af, at premierministeren aldrig går ud og siger undskyld, men i stedet forsøger sig med bortforklaringer og kaster skylden mod andre, siger Helmersen, som også forventer samme reaktion fra Johnson i parlamentet i dag.

- Han kommer ikke til at lægge sig ned, blandt andet fordi han i sin egen selvforståelse tilhører en klasse, der har særlige privlegier og som er hævet over de regler, som den almindelige befolkning er underlagt.

Havefest var "arbejdsmøde"

Sagen er som sagt langt fra den første af sin slags.

Premierministeren er blandt andet også blevet anklaget for at holde en julefest i december 2020, hvor landet også var under nedlukning, og endnu en havefest den 15. maj 2020, altså blot fem dage før den, der nu har skabt problemer for ham.

Her har britiske medier vist billeder, der tilsyneladende viser Johnson og hans kone i haven, mens flere andre personer også er forsamlet og tilsyneladende får sig lidt ost og vin.

Downing Street insisterer dog på, at sammenkomsten på billederne var et arbejdsmøde ovenpå et pressemøde, der fandt sted tidligere på dagen. Her mindede den daværende kulturminister, Oliver Dowden, endnu en gang briterne om, at de kun måtte mødes to personer udendørs.

En demonstrant viser sin skuffelse over premierministeren foran Downing Street 10 den 20. december 2021. (Foto: © HANNAH MCKAY, Ritzau Scanpix)

Fester, flytninger og affærer på kontoret

Det er heller ikke kun Johnson selv, som har fået ballade for at blæse højt og flot coronarestriktionerne. Også andre højtstående medlemmer af den konservative regering er kommet under skarp beskydning for ikke at overholde deres egne regler.

Det skete blandt andet i foråret 2020, hvor Boris Johnsons daværende toprådgiver, Dominic Cummings, flyttede sin familie til det nordøstlige England trods instrukser fra regeringen om, at den britiske befolkning skulle blive hjemme.

I sommer kostede det sundhedsminister Matt Hancock jobbet, da det kom frem, at han havde brudt de britiske coronaregler i forbindelse med en affære med en rådgiver, fordi han derved havde omgang med en person, der ikke tilhørte hans egen husstand.

Svært ved at finde ord for vreden

Johnsons lemfældige omgang med coronareglerne har også vakt voldsom kritik i de konservatives egne rækker, blandt andet fra den tidligere minister Caroline Nokes.

- Jeg har svært ved at finde ord, der kan udtrykke, hvor vred jeg er over den, "gør, som jeg siger, ikke som jeg gør"-attitude, der lader til at have været fremtrædende i Downing Street, siger hun ifølge The Guardian.

Også leder af parlamentets Covid Recovery Group, den konservative Mark Harper, udtaler sig:

- Det er alvorlige anklager. Premierministeren vil være til stede i parlamentet onsdag, og jeg vil afvente hans forklaring med stor interesse, lyder det fra Harper.

At kritikken også kommer fra egne rækker, understreger situationens alvor, fortæller Ole Helmersen.

- Det bliver mere og mere alvorligt for ham, fordi det ikke kun er oppositionen, men også egne partimedlemmer, også højtstående partimedlemmer, som er begyndt at miste tilliden til ham, siger Ole Helmersen.

Han kalder sandsynligheden for, at Johnson bliver afsat som leder af de konservative "relativt stor".

- Indrømmer han at have deltaget i den her fest, så er det næsten en dødsdom, for de kan de konservative ikke sidder overhørige i forhold til den britiske befolkning.

Situationen har vakt stærke følelser hos parlamentsmedlemmerne i det britiske underhus, der ligesom resten af befolkningen har fulgt retningslinjerne. Her kan du se en stærkt bevæget Jim Shannon fra det nordiirske unionistparti stille spørgsmål til premierministeren i går:

Et spørgsmål om mistillid

En af de højtstående konservative, der har rakt skarp kritik er Johnson, er Douglas Ross, De Konservatives leder i Skotland.

Han siger i et interview med STV, at han er "rasende" over, at andre briter ikke kunne få lov til at besøge deres syge og døende slægtninge, mens "folk i Downing Street 10 var ude og nyde solskinnet i haven, mens de bællede sprut". Det skriver The Guardian.

Den skotske leder vil ikke længere kunne støtte Johnson som formand for De Konservative, hvis det viser sig, at han har deltaget i festen den 20. maj 2020. Og der er sandsynlighed for, at flere konservative har det på samme måde, siger Ole Helmersen, lektor ved CBS.

- De ved, at der nærmer sig et parlamentsvalg, allersenest i den sene del af 2024. Og jo nærmere det kommer, jo mere frygtsomme bliver de ved at have en leder, der forsætter med at give næring til den gamle historie om, at de konservative er "The Nasty Party", altså det ubehagelige og væmmelige parti, siger Ole Helmersen.

En ekstraordinær showman

Det kræver tilkendegivelser om mistillid fra 15 procent af de konservative parlamentarikere, hvis Johnson skal udsættes for en intern mistillidsafstemning. Taber han en eventuel afstemning, vil det udløse en kamp om formandsposten i Det Konservative Parti, der kan koste ham posten.

Men selvom Johnson i den grad har gjort sig upopulær, skal man ikke udelukke ham helt fra endnu en gang at ende som formand, siger Ole Helmersen.

- Man skal ikke undervurdere Boris Johnson, for på mange måder er han en helt ekstraordinær politiker - eller showman, bør man nok kalde ham. Han vandt i høj grad brexit og formandsposten i partiet på sin person, siger Ole Helmersen og fortsætter:

- Men dertil skal man lægge, at han har et langt generalieblad for halvløgne og manipulation, både før og under hans tid som premmierminster. Det er gået godt hidtil, men nu sidder han på det største embede i landet, og så begynder det at blive sværere og sværere at slippe afsted med.

Dagens spørgetime i det britiske parlament ventes at starte klokken 13 dansk tid.