Sporene peger på, at terrorgruppen Islamisk Stat (IS) står bag terrorangrebet mod Tyrkiets største lufthavn, Atatürk-lufthavnen i Istanbul.
Det har den tyrkiske premierminister været ude at sige.
Og ifølge DR Nyheders mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund, skyldes det den måde, som angrebet er foregået på, og det faktum at målet var civilt med stor international symbolværdi.
36 personer er meldt dræbt.
Vil ramme så mange civile som muligt
Angrebet skete ved indgangen til lufthavnen omkring klokken 21 dansk tid, hvor tre personer først skød mod menneskemængderne i lufthavnen, hvorefter de sprængte sig selv i luften.
- Flere grupper har udført terrorangreb i Tyrkiet. Men de kurdiske oprørsgrupper plejer at vælge mål, der symboliserer den tyrkiske regering som for eksempel militær- og politifolk. IS vælger normalt steder, hvor de kan ramme civile. Og så bruger de selvmordsveste, forklarer han.
Derudover er det flere gange de seneste år sket, at Islamisk Stat har udført store, koordinerede angreb i Tyrkiet blandt andet for at ramme den tyrkiske turismeindustri.
- IS vil gerne ramme så mange civile som muligt. De vil gerne skabe frygt i befolkningen og ramme internationalt, fordi de ved, det giver mere opmærksomhed i internationale meder, siger korrespondenten.
Islamisk Stat prøver med angreb mod tyrkiske mål at destabilisere sikkerheden i landet, der grænser lige op til Irak og Syrien, hvor Islamisk Stat står stærkest.
- Det er stadig muligt for IS-krigere at komme over grænsen til Tyrkiet og udføre angreb, siger Michael S. Lund.
Endnu har ingen gruppe taget ansvaret for terrorangrebet.
Sagen kort
- •
Tyrkiets premierminister, Binali Yildirim, siger, at 36 er dræbt efter angrebet mod Atatürk-lufthavnen i Istanbul. Premierministeren siger også, at der efter alt at dømme er udlændinge blandt dødsofrene, men at størstedelen er tyrkere. Nationaliteterne er ikke blevet offentliggjort.
- •
Intet tyder på, at der er danskere blandt ofrene, meddeler Borgerservice.
- •
Binali Yildirim siger desuden, at meget tyder på, at Islamisk Stat står bag angrebet.
- •
Ifølge premierministeren var der tre selvmordsbombere, der først åbnede ild mod menneskemængderne i lufthavnen, før de sprængte sig selv i luften.