Mellemøst-kender: Trump afliver fredsproces uden at have løsning

Flere arabiske lande ser USA's rolle i fredsprocessen som udspillet.

I Egyptens hovedstad Kairo var der i går store demonstrationer efter Trumps udmelding om, at USA nu anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. (Foto: © MOHAMED ELRAAI, Scanpix)

Reaktionerne har været voldsomme i flere arabiske lande, efter USA’s præsident Donald Trump i går meddelte, at USA nu anerkender Jerusalem som Israels hovedstad og vil flytte landets ambassade fra Tel Aviv.

Umiddelbart fastlåser det også konflikten mellem Palæstina og Israel yderligere, lyder vurderingen fra seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Lars Erslev Andersen, der har forsket i USAs sikkerhedspolitik i Mellemøsten.

- Det, man nu ser er, at USA entydigt står på Israels side, og at USA entydigt vil arbejde for en palæstinensisk stat uden Jerusalem og dermed har han, som palæstinenserne ser det, aflivet tostats-løsningen, siger Lars Erslev Andersen og tilføjer:

- Og uden at have en vision for hvordan en varig fred så skal se ud. Og det er det, der skaber fortvivlelse og vrede blandt palæstinenserne i området, men også i nabolandene Libanon og Jordan.

Han påpeger, at flere arabiske lande nu betragter det sådan, at USA ikke længere har en rolle at spille i fredsproccesen.

- I en lang række af de her befolkninger siger man nu; der er ingen fredsproces og ingen vision for, hvordan palæstinenserne skal få deres stat og deres rettigheder opfyldt, siger Lars Erslev Andersen.

Ingen fredelig løsning i sigte

I sin tale i går slog Donald Trump fast, at han ved at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad blot sætter handling bag det, der har være en realitet længe.

Han argumenterede med, at når parterne ikke er kommet tættere på en fredelig løsning i den langvarige konflikt, er der ingen grund til at fortsætte i samme spor.

Opdelingen af Jerusalem har i mange år været helt central i konflikten mellem Israel og Palæstina, men Lars Erslev Andersen forventer ikke, at udmeldingen fra USA er et skridt i retningen mod at løse konflikten. Tværtimod.

- Det, han har ret i, er, at de forhandlinger, der har været, ikke har ført til nogle løsninger. Vi har set, at under Camp David forhandlingerne i 2000, var Jerusalem-spørgsmålet også et nøglespørgsmål, og det fik forhandlingerne til at strande og udløste en intifada - altså et palæstinensisk oprør, siger han.

Lederen af den militante, palæstinensiske Hamas-bevægelse, Ismail Haniyeh har torsdag formiddag opfordret til intifada som reaktion på Trumps udmelding.

- Vi opfordrer til og vi skal arbejde for at starte en ny intifada mod den zionistiske fjende (Israel, red.), lød det i en tale i Gaza-striben.

Otte lande fra FN's Sikkerhedsråd har indkaldt til hastemøde fredag for at diskutere USA's anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.