Mindst 20 personer er såret, efter der her til aften har været to eksplosioner nær fodboldholdet Besiktas hjemmebane i den tyrkiske storby Istanbul. Stadionet ligger nær den centrale Taksim-plads.
Det siger Tyrkiets indenrigsminister, Süleyman Soylu, ifølge Reuters.
Indenrigsministeren siger ligeledes, at mange af de sårede skulle være politibetjente.
- Den ene af de to eksplosioner, der ramte ud foran fodboldstadionet i Istanbul, formodes at være udført af en selvmordsbomber, siger Suleyman Soylu på tyrkisk tv ifølge Reuters.
Sikkerhedskilder melder om mindst 13 dræbte. Det skriver Reuters.
Tyrkiets præsident Erdogan bekræfter, at der er dræbte, men uden at komme ind på hvor mange.
Bombeangrebet var rettet mod politi og civile med det formål at dræbe og kvæste så mange som muligt. Det siger Erdogan i en meddelelse sent lørdag aften ifølge Reuters.
På Twitter skriver Tyrkiets transportminister, Ahmet Arslan, at eksplosionen var et terrorangreb.
Der er dog endnu ikke nogen, som har taget ansvaret for eksplosionen, skriver AP.
Skete efter fodboldkamp
Eksplosionerne fandt sted, efter at Besiktas havde spillet hjemmekamp i den tyrkiske liga mod Buraspor. Stadionet var tømt for tilskuere, da eksplosionen fandt sted, skriver Reuters.
Ifølge det engelsk-sprogede Hurriyet Daily News er der massivt med ambulancer på stedet. Der er også meldinger om, at der skulle have været ildkamp efter eksplosionen, men det er ikke blevet bekræftet af myndighederne.
To vidner fortæller uafhængigt af hinanden til Reuters, at der var to eksplosioner.
- Det var et helvede. Flammerne gik hele vejen op til skyerne. Jeg var i gang med at drikke te på caféen lige ved siden af, siger Omer Yilmiz til Reuters.
- Folk kastede sig ned under stolene, kvinder begyndte at græde. Det var forfærdeligt, siger han videre til nyhedsbureauet.
På Twitter oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice, at de følger sagen og opfordrer til, at danskere følger lokale myndigheders og lokale mediers vejledninger.