Salah Abdeslam lejede et hotelværelse i Alfortville, en parisisk forstad, i dagene forinden fredagens terrorangreb i Paris.
Det skriver flere franske medier, blandt andet Le Point og radiokanalen France Info, der også skriver, at der angiveligt er fundet DNA fra seks af terroristerne på værelset.
Det franske magasin Le Point har offentliggjort en video fra det formodede opholdssted, som blev lejet af Salah Abdelsam to dage før angrebet.
På videoen kan man se kanyler og slanger ligge på et kaffebord - ifølge mediet remedier, der kan være blevet brugt til at lave de bombeveste, som angrebsmændene bar.
Ifølge Le Point peger DNA-beviser på, at op til seks personer har opholdt sig på hotellet.
To opholdssteder fundet
Det er det andet opholdssted, som det franske politi har afdækket siden fredagens angreb.
Tidligere er det også blevet rapporteret, at Ibrahim Abdeslam, storebror til Salah og bombemand ved Stade France, havde lejet sig ind i et hus i Paris-forstaden Bobigny.
Fransk politi ransagede adressen, som ligger nær Stade de France, søndag aften.
Endnu en bil
Ifølge flere franske medier har politiet i dag også fundet en bil, der kan have været brugt i forberedelserne af fredagens angreb.
Den sorte Renault Clio blev fundet på Place Albert Kahn i det 18. arrondissement i Paris.
https://twitter.com/Dixhuitinfo/status/666557841164103681
Bilen er tilsyneladende indregistreret i Belgien, hvorfra flere af gerningsmændene var bosat.
En reporter fra det franske medie Libération tweetede for kort tid siden, at bilen er lejet af Salah Abdeslam, som fortsat er på flugt.
https://twitter.com/Will_ld/status/666581963030024194
Bekræftelse: Den sorte Clio, der blev fundet i det 18. arrondissement er lejet under navnet Salah Abdeslam, skriver Willy Le Devin på Twitter.