Den tyske efterretningstjeneste, BND, har siden 1999 overvåget en række udenlandske journalister og medier - herunder britiske BBC, nyhedsbureauet Reuters og New York Times.
Det skriver det tyske nyhedsmagasin Spiegel på baggrund af dokumenter, som bladet skriver, at de er i besiddelse af.
Dokumenterne viser, at BND har overvåget mindst 50 telefon- og faxnumre eller mailadresser til journalister og redaktioner over hele verden.
Blandt andet en række forbindelser til BBC i både Afghanistan og London, redaktionen på det internationale program "BBC World Service", en forbindelse til New York Times i Afghanistan og forbindelser til mobil- og satellittelefoner til Reuters i Afghanistan, Pakistan og Nigeria.
Angreb på pressefriheden
Den tyske efterretningstjeneste har ikke ønsket at udtale sig i sagen.
Sagen har rejst kritik fra den internationale organisation Journalister uden Grænser, som kalder den angivelige overvågning "et uhyrligt angreb på pressefriheden".
Organisationen forbereder - sammen med andre journalistforbund - en klage over grundlovsbrud til forfatningsdomstolen. Artiklen er et uddrag af en større artikel om den angivelige overvågning, der udkommer i deres digitale udgave her til aften.