Præsident Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrågiver, Michael Flynn, og andre nære medarbejdere hos Trump var i kontakt med russiske embedsmænd 18 gange de seneste syv måneder op til præsidentvalget i november sidste år.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters, som har oplysningerne fra anonyme kilder med indsigt i forbindelserne.
Kontakterne skal ifølge nyhedsbureauet være foregået både via telefon og på mail i perioden mellem marts og november sidste år.
De nye oplysninger er nu en del af det materiale, der skal undersøges af den nyudnævnte særlige anklager Robert Mueller, ligesom de vil indgå i de andre undersøgelser, der er i gang om kontakter mellem Trumps valgkampagnefolk og Rusland.
Hemmelige linjer
Seks af de hidtil ukendte kontakter skal have foregået mellem den russiske ambassadør i USA, Sergej Kislijak, og Trumps rådgivere - deriblandt Michael Flynn, skriver Reuters.
Kontakten mellem de to skulle angiveligt have nået sit højdepunkt omkring den 8. november sidste år, hvor de to drøftede, hvordan man kunne oprette såkaldte "back channels", en slags hemmelige kommunikationslinjer, mellem den amerikanske præsident, Donald Trump, og den russiske præsident, Vladimir Putin.
Det Hvide Hus afviste tidligt på året, at der havde været kontakt mellem russiske embedsmænd og Trump-kampagnen under valgkampen, men har siden bekræftet fire møder mellem den russiske ambassadør og Trumps rådgivere.
Michael Flynn mistede i februar jobbet som national sikkerhedsrådgiver, efter at han havde givet usande oplysninger om sin kontakt med ambassadøren.
Afviser kontakt
12 andre opkald, sms'er eller emails blev udvekslet mellem russiske embedsmænd, eller personer tæt på præsident Putin og Trumps kampagnerådgivere.
Ifølge Reuters oplysninger er den ukrainske oligark og politiker Viktor Medvedchuk blandt de personer, der skulle have været i kontakt med Trumps personale, men det afviser Medvedchuk, hvis datter har præsident Vladimir Putin som gudfar.
- Jeg er ikke bekendt med nogle af Donald Trumps nærmeste medarbejdere, derfor kan en sådan samtale ikke have fundet sted, udtaler han i en email til Reuters.