Medie: Rusland overvågede mistænkt Boston-bombemand

De russiske myndigheder overvågede Tamerlan Tsarnaev og fandt ingenting, siger kilder.

Til minde om de tre dræbte i bombe-eksplosionen ved Boston Marathon (Foto: © KEVORK DJANSEZIAN, Scanpix)

Russiske sikkerhedsorganer overvågede den mistænkte Boston-bombemand Tamerlan Tsarnaev, da han i fem måneder besøgte Dagestan i det nordlige Kaukasus i 2011-2012. Men de fandt ingen grunde til at foretage en anholdelse af ham, siger en sikkerhedskilde til AFP mandag.

Den ældste af de to Tsarnaev-brødre, som mistænkes for at have placeret de to bomber ved Boston Marathon, blev skudt og dræbt fredag af det amerikanske politi, mens hans yngre bror blev såret og er i myndighedernes varetægt.

Tsarnaev rejste i slutningen af 2011 til Ruslands sydlige Dagestan-region, hvor han tidligere havde boet. Han blev i området i fem måneder og 13 dage, siger en sikkerhedskilde, som deltager i Ruslands sporinger og overvågninger af ekstremister.

Forsvandt

- Sikkerhedstjenesterne stødte på Tamerlans navn fire gange under hans besøg, siger kilderne.

- De overvågede en anden ung mand, som var mistænkt for at have forbindelser til islamistiske oprørere, og Tamerlan blev set sammen med ham, siger kilderne.

- Men den unge mand forsvandt for sikkerhedstjenesterne, og Tamerlan var ikke længere til at finde, siger kilden og tilføjer:

- Han forlod Dagestan i juni sidste år. Der blev ikke registreret noget, som han kunne tilbageholdes for.

Se hele dr.dk's tema om Boston her

Skudt i halsen

I Boston ligger den hårdt sårede lillebror til Tamerlan, Dsjokhar Tsarnaev, indlagt på et hospital omgivet af bevæbnede vagter.

Politiet afviser at kommentere rapporter om, at han kommunikerer skriftligt med myndighederne.

- Der har været mange rapporter om, at han kommunikerer i stilhed. Jeg vil ikke benægte det, men jeg har ingen informationer om det, siger politikommissær Ed Davis i Boston til CNN.

Den 19-årige mistænkte blev skudt gennem halsen, og han har været ude af stand til at tale, men ifølge ABC News er han mandag kommet til bevidsthed i hospitalssengen, og hans svar foregår på skrift, lyder det.

Den offentlige anklager arbejder nu på at færdiggøre anklagerne mod ham.

/ritzau/AFP