Medie: Næsten 3000 fanger befriet fra irakisk fængsel

Flere hundrede militante oprørere har angiveligt taget kontrollen med den irakisk by Mosul og har befriet fangerne i byens fængsel.

Irakiske soldater ses her på vej til Mosul på et billede fra i søndags. Uroen i byen nåede sit hidtidige højdepunkt tirsdag, da flere hundrede militante overtog kontrollen med byen. (Foto: © HAIDAR HAMDANI)

Militante islamister har taget kontrollen med den irakiske by Mosul, skriver CNN.

Samtidig skriver Al Arabiya, at 2725 fanger er blevet befriet fra det lokale fængsel, mens CNN foreløbig skriver 1000 fanger.

- Byen Mosul er ikke længere kontrolleret af staten, men er i de militantes nåde, siger en embedsmand fra det irakiske indenrigsministerium.

Kæmper for islamisk stat

De militante menes at tilhøre en gruppe af ekstreme islamister baseret i Syrien ved navn ISIS, som kæmper for en islamisk stat på syrisk og irakisk territorium.

De skulle have kontrol over byens lufthavn, lokale tv-station og guvernørkontor.

Mange kampe i byen

Lørdag meldte irakiske sikkerhedsstyrker ud, at de havde dræbt mere end 50 ISIS-krigere i Mosul.

Mosul er en by i det nordlige Irak, omkring 420 kilometer nord for hovedstaden Bagdad. Med cirka 660.000 indbyggere er det deb næststørste by i landet. Den er betragtet som en af de farligste byer i Irak.