Tysk politi har i Stuttgart anholdt en 34-årig mand, som muligvis har solgt våben til gerningsmændene, der stod bag angrebene i Paris 13. november, hvor 130 mistede livet.
- Jeg kan bekræfte, at en mand er varetægtsfængslet. Han er mistænkt for at sælge våben, siger en talsmand for anklagemyndigheden i Baden-Württemberg.
Den tyske avis Bild skriver fredag, at manden er mistænkt for at sælge fire våben til gerningsmændene bag angrebene i Paris - to Kalasjnikov produceret i Kina og to af modellen Zastava M70 fra det tidligere Jugoslavien.
Fire mails fundet på telefonen
Angiveligt blev de solgt over internettet af manden 7. november til en køber af "arabisk herkomst".
Fire e-mails er siden fundet på mandens smartphone, hvilket indikerer, at han var i kontakt med en "araber i Paris", skriver avisen.
Ifølge avisen mener franske anklagere, at våbnene blev brugt under angrebene i Paris.
/ritzau/Reuters